EU-tilbud om hug i landbrugseksportstøtte skal skubbe liv i frihandelsforhandlinger

Redaktionen

Med et tilbud, der løber op i godt 20 milliarder kr. om året og går ud på at opgive EUs omstridte landbrugs-eksportsstøtte, vil EU-Kommissionen søge at opnå et gennembrud i forhandlingerne om den næste store frihandelsrunde, som strandede på ministerkonferencen i Cancun i Mexico i september, skriver flere blade tirsdag.

Tilbuddet fra EU går ud på, at de europæiske lande vil opgive deres eksportstøtte – ikke at forveksle med den almindelige og langt større produktionsstøtte – til landbrugsvarer, hvis andre lande gør det samme. Det har USA tidligere erklæret sig villig til. Amerikanerne har tillige meget omfattende eksportstøtteordninger.

Tilbuddet, som er på vej til handelsministerierne i de 148 medlemslande i Verdenshandelsorganisationen, WTO, kommer i kølvandet på sidste uges forhandlinger med de sydamerikanske Mercosur-lande. Det kan koste EU-landbruget betydelige summer, hvis eksempelvis billige brasilianske kyllinger, billigt sukker og oksekød får lov at komme ind i EU.

Efter sammenbruddet i Cancun har det imdlertid stået klart, at u-landenes hovedkrav skal findes på landbrugsområdet. De fattige lande vil dels have adgang til de attraktive europæiske markeder, der er beskyttet af toldmure og enorme støtteordninger, dels vil de af med de forhadte eksportsubsidier, som betyder, at kunstigt billige EU-produkter udkonkurrerer fattige bønder på deres egne markeder.

Disse ankepunkter har også været nøglepunkter i det internationale NGO-samfunds krav om en mere retfærdig handelsorden.