Kritik af dansk anti-terrorbistand til Kenya

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Terror bekæmpes ikke ved at begrænse de civile rettigheder. Sådan siger Elkanah Odembo, der leder organisationen Ufadhili, Center for Filantropi og Social Ansvarlighed.

Ufadhili er en af Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) partnere i Kenya. Elkanah Odembo mødes onsdag med Folketingets udenrigsudvalg for at diskutere situationen i Kenya.

Besøget sker på baggrund af, at Udenrigsudvalget i marts besøgte Kenya, og interessen samler sig især om 2 spørgsmål: Dels den nye anti-terror-bistand til Kenya, dels problemerne med at få skabt en ny forfatning efter de mange år (1978-2002) med Daniel arap Moi som præsident, skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse tirsdag.

Den danske regering har besluttet, at 15 mio. kr. af den nye særlige bistand mod terrorisme skal bruges i Kenya. MS har advaret om, at antiterror-bistand sker på bekostning af bistand til de fattigste, og vendt sig imod, at de “nyvundne demokratiske rettigheder knægtes med henvisning til kampen mod terrorisme”.

Det sker på baggrund af store protester fra civilsamfundet mod en ny anti-terrorlov og på baggrund af et nyligt tilbud fra USAID (Amerikas Danida) om støtte til koranskoler i Kenya for, som det blev udtrykt, ”at neutralisere dem som ynglepladser for terrorister”. Det har vakt mistro og er blevet udlagt som et generelt angreb på islam.

MS finder det vigtigt, at den danske anti-terrorbistand til Kenya sker i et nært samarbejde med civilsamfundet, ikke mindst de muslimske foreninger, hedder det.

Elkanah Odembo siger, at anti-terrorloven er blevet til som et resultat af USAs pres på den kenyanske regering. Lovforslaget, der nu er trukket tilbage for at blive revideret, kommer efter hans opfattelse ikke til at modvirke terror, men vil snarere undertrykke kenyanerne.

– Terror bekæmpes ikke ved at begrænse de civile rettigheder og styrke sikkerhedsapparatet, som kenyanerne har mange negative erfaringer med, men kun ved at få befolkningen med sig, siger han.

Over 40 menneskeretsorganisationer i Kenya krævede for nylig, at regeringen dels nedsætter en ”Sandhedskommission” for at undersøge krænkelser begået under præsident Moi, dels reformerer politistyrken og fængselsvæsnet og dels ændrer den nye anti-terrorlov. I Kenyas tilfælde forekommer det “absurd”, hvis de senere års møjsommelige landvindinger på demokratiområdet bliver sløjfet med et pennestrøg, hedder det.

Elkanah Odembo har deltaget aktivt i forfatningsprocessen som medlem af Kenyas forfatningskommission. Han har mere end 20 års erfaring med udviklingsarbejde som en nøglefigur i Kenyas civilsamfund, hvor han har beklædt en række formandsposter.

Han er kendt som en revser af både regeringen og civilsamfundet selv. Hans organisation, Ufadhili, har specialiseret sig i at mobilisere lokale ressourcer, især som pioner for et trekantssamarbejde mellem civilsamfund, staten og den private sektor.

MS har udgivet Focus Kontakt 2/2004 om militærbistand, bl.a. med koranskolerne i Kenya som eksempel.

Yderligere oplysninger: Elkanah Odembo, mobil 27 47 36 76. Lotte Grauballe, landechef MS-Kenya, mobil: 27 47 36 76. Lars Udsholt, generalsekretær i MS, mobil: 20 28 08 44. Mellemfolkeligt Samvirke,Borgergade 14, 1300 Kbn K, Internetsite: www.ms.dk