Plads til begejstring: Men hvor er u-landenes stemme i debatten om de globale prioriteringer?
Kommentar af Søren Hougaard
Formand for Mellemfolkeligt Samvirke
Den omtale Copenhagen Consensus og Global Ansvarlighed har fået, vidner om, at danskerne er oprigtigt interesserede i at løse globale problemer. En sådan mediedækning er ikke set siden Det Sociale Topmøde i København i 1995. Og det er herligt. For vi oplever for tiden, at de langsigtede udviklingsperspektiver ikke kan konkurrere i medierne med katastrofer og Irak-krig.
Vi har fået en debat i gang, og løsningsforslag kommer på bordet. Men selv om der er plads til begejstring, savner Mellemfolkeligt Samvirke noget helt centralt. Der er et ønske om at hjælpe de fattigste, men man vil ikke at høre på dem.
Der mangler i allerhøjeste grad stemmer fra udviklingslandene i Copenhagen Consensus. Det er de rige mænds klub. Og på den måde får Copenhagen Consensus vendt det hele på hovedet. Vi foregøgler, at vi giver en masse gaver til de fattige mennesker. Men det er løgn.
For mig er det væsentligste indspark i ugen Det 11. papir til Lomborg-konferencen, som 3 af Mellemfolkeligt Samvirkes partnere har sendt til os. Her fortæller de nogle af de sandheder, som Copenhagen Consensus helt glemmer at tage stilling til. Det er Okech-Owiti, Kenya, Rosemary Thomas, Tanzania, og Ricardo Navarro, El Salvador, der har forfattet det 11. papir til Lomborg konferencen. Her skriver de bl.a.:
”Vi udfordrer myten om, at udviklingslandene lever på industrilandenes nåde og barmhjertighed. I 2003 annoncerede Verdensbanken, at u-landene var blevet netto-eksportører af kapital. Trods udviklingsbistanden. Landene i Syd er ikke ydmyge modtagere af velgørenhed fra det rige Nord. Syd betaler for forbrugsfesten i Nord med billig arbejdskraft, billige råvarer og via en række andre indviklede systemer.
F.eks. er u-landene fanget i en gældsfælde. Alene i 2002 overførte forarmede lande i Syd 343 mia. dollars til deres kreditorer i Nord. Det er 4 gange mere end værdien af den samlede Marshall-plan, amerikanernes hjælpepakke til genopbygning af Europa efter Anden Verdenskrig i perioden 1948-1951.”
Den herskende verdensorden og spillereglerne for globaliseringen siges at være forhandlet på plads. Ja, men det er sket mellem nye, fattige nationer i Syd på den ene side, og veletablerede, rige nationer i Nord på den anden. Og globaliseringen bruges i sin nuværende form især til at bane vejen for de transnationale selskaber i underudviklede lande.
Men den alvorligste brist er, at Copenhagen Consensus ukritisk tager myten til sig om, at verden kun har begrænsede ressourcer til rådighed for de globale udfordringer.
Det er et spørgsmål om politisk vilje og om de prioriteringer, Copenhagen Consensus netop taler så ivrigt for. Kun fem lande opfylder FN-målet om at give mindst 0,7 pct. af deres bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. Den globale bistand var i 2003 på 68,5 mia. dollars. Det giver et gennemsnit på 0,25 pct. af BNI.
Hvis alle rige lande levede op til FNs mål, ville det betyde næsten en tredobling af bistanden. Verden har råd til at bruge 900 – 1.000 mia. dollars om året på militær og yderligere 350 mia. på landbrugsstøtte. Og USA har råd til at bruge 160 mia. dollars på krigen i Irak og den efterfølgende genopbygning. Der er penge nok.”
Læs hele Det 11. Papir på www.ms.dk/Kampagner/GlobalConscience/nairobikonsensus.htm
Yderligere oplysninger hos Søren Hougaard, Formand for Mellemfolkeligt Samvirke, tlf 21 60 20 68. Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 Kbn K
