Sociale overvejelser i forbindelse med danske virksomheders projekter i bl.a. udviklingslande bliver nu taget med, når den statslige Eksport Kredit Fond (EKF) vurderer, om en virksomhed kan få støtte fra fonden, skriver Politiken mandag.
Som det første eksportkreditinstitut i verden har EKF udviklet et indeks, der viser, om et projekt er bæredygtigt – altså om den lokale befolkning og miljøet påvirkes positivt eller negativt af den danske virksomheds tilstedeværelse.
Blandt faktorerne i indekset finder man udledning af CO{-2}, svovl og kvælstof, virksomhedens indsats for at skabe job til den lokale befolkning og eventuel flytning af beboere.
I Mellemfolkeligt Samvirke (MS), kalder generalsekretær Lars Udsholt indekset for “et helt relevant tiltag”. – Det afspejler meget godt, at man i dag taler om flere bundlinjer, både den økonomiske, den sociale og den miljømæssige, siger han til Politiken.
Foreløbig er 11 projekter vurderet og indekseret; det gælder bl.a. cementfabrikker i Senegal og Vietnam, en vindmøllepark i Panama og et overrislingsprojekt i Tyrkiet.
Indekset er bygget op, så 1,0 er udtryk for en neutral påvirkning, mens højere tal viser positive og lavere tal negative konsekvenser. For 2002 målte EKF den samlede bæredygtighed i projekterne til 1,6, mens tallet sidste år var 1,4. I et enkelt tilfælde var indekset under 1,0; her var beboere blevet flyttet for at skaffe plads til en vindmøllepark, anfører Politiken.