1.257 blade og tidsskrifter får tilskud fra den nye Bladpulje i 2004

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Kulturministeriets nye distributionsstøtte, Bladpuljen, som skal afbøde virkningerne af portostøttens bortfald til mange tidsskrifter og foreningsblade fra 1. marts, er omsider blevet godkendt af EU-kommissionen, og 1.257 blade og tidsskrifter er berettigede til tilskud i 2004.
 
Sekretariatsleder i Biblioteksstyrelsen, Inger Frydendahl, der administrerer Bladpuljen, oplyser til u-landsnyt.dk, at EU-kommissionen godkendte ordningen på sit møde den 16. juni.

EU skal acceptere den nye danske nationale støtteordning, som bladpuljen reelt er. Det sker ved, at EU notificerer loven om “distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter”, som Folketinget vedtog 27. december. Notificere vil sige, at EU kontrollerer om loven strider mod Fællesskabets regler om konkurrencebegrænsning. Den proces har taget stort set hele foråret.

De heldige ansøgere, som får del i årets bladpulje på 28,4 mio. kr., er udpeget af Bladpuljens fordelingsudvalg, som har vurderet, om ansøgningerne opfylder kriterierne for kulturstøtteordningen i bekendtgørelse nr. 527 af 2. juni 2004.

Udvalget består af professor dr. jur. Peter Blume, direktør i Dansk Fagpresse, Christian Kierkegaard, og forskningschef på Det Kgl. Bibliotek, John T. Lauridsen. I alt behandlede udvalget 1.515 ansøgninger.
 
Bladpuljens oprettelse skal ses i sammenhæng med bortfaldet af den såkaldte portostøtte fra 1. marts, anfører kulturministeriet i en pressemeddelelse. Det har påført mange publikationer, også i u-landsmiljøet, voldsomme portostigninger.
 
Bladpuljen giver tilskud til blade og tidsskrifter af almennyttig eller humanitær karakter eller inden for områderne kultur, undervisning, idræt, miljø og religion. Formålet er at bevare den mangfoldighed af blade, der i dag bidrager til demokratisk debat og kulturel og samfundsmæssig oplysning, eller som fremmer foreningslivet.
 
De 28,4 mio. kr., der er i puljen i 2004, fordeles mellem de tilskudsberettigede blade. Tilskuddet udregnes i forhold til det antal eksemplarer, som hver især udsender.
 
Kulturminister Brian Mikkelsen (K) udtaler i den anledning i den ministerielle pressemeddelelse:

– Jeg er overordentlig glad for, at Kommissionen nu har truffet en positiv afgørelse i bladpuljesagen. Det betyder, at de mange foreninger og organisationer rundt i landet, som har søgt om støtte fra bladpuljen, kan gå på sommerferie og samtidig vide, om deres ansøgning er blevet imødekommet.

– Hele 83 procent af ansøgerne lever op til de fastsatte kriterier, og de kan se frem til at modtage et tilsagnsbrev med en aconto-udbetaling fra Biblioteksstyrelsen en af de nærmeste dage.
 
Yderligere oplysninger om bladpuljen fås hos sekretariatsleder Inger Frydendahl, Biblioteksstyrelsen, tlf. 3373 3326 og via følgende link www.bs.dk/bladpuljen