EU bør snarest fremlægge en plan for afvikling af eksportsubsidier til landbrugsvarer, lyder Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretærs opfordring til de 14 danske EU-parlamentarikere.
De 14 danske Europa-Parlaments medlemmer har tirsdag fået en henvendelse fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS). MS-generalsekretær Lars Udsholt ønsker de 14 parlamentarikere tillykke med valget og beder parlamentsmedlemmerne tilslutte sig initiativet “Europas globale ansvar” til gavn for verdens fattigste.
“Europas globale ansvar” er forpligtelser, der sikrer, at EU ikke kun arbejder for velfærd i Danmark og EU, men i hele verden.
Parlamentsmedlemmerne skal bl.a. forpligte sig til at sikre, at alle EUs politikker med konsekvenser for udviklingslandene er i overensstemmelse med målet om udryddelse af fattigdom globalt. MS nævner specifikt landbrugspolitikken.
– Landsbrugssubsidierne er ødelæggende for fattige menneskers muligheder for at slippe ud af fattigdom. På kort sigt bør EU derfor fremlægge en plan for afvikling af eksportsubsidier til landbrugsvarer, lyder det i henvendelsen fra Lars Udsholt.
Initiativet “Europas globale ansvar” foregår i regi af Eurostep, et netværk af udviklingsorganisationer i Europa. EU-parlaments medlemmer over hele Europa får således lignende henvendelser. Resultatet af lobbyarbejdet vil blive offentliggjort senere.
Et eksempel på henvendelsen til EU-parlamentarikerne ses herunder.
Se mere på www.ms.dk
Yderligere oplysninger hos Lars Udsholt, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, mobil 20 28 08 44, [email protected]
Kære Poul Nyrup Rasmussen
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) vil gerne ønske dig et stort tillykke med at have vundet en af Danmarks 14 vigtige pladser i Europa-Parlamentet.
Den Europæiske Union udvikler sig med stor hast, og du og resten af medlemmerne af Europa-Parlamentet har nu en enestående mulighed for at gå i front, når der skal samarbejdes om at løse de enorme udfordringer, verden står over for. Når du indtager dit sæde i parlamentet, kan du arbejde for menneskers velfærd, ikke kun i Danmark og EU, men over hele verden.
I MS ser vi samarbejdet med udviklingslandene som helt afgørende for at sikre fremskridt – såvel i EU som på globalt plan. Europas historiske, økonomiske, politiske og sociale bånd til udviklingslandene samt EU-borgernes ønske om at se deres kontinent spille en stabiliserende rolle i verden betyder, at EU har et helt specielt ansvar.
EU kan blive en global aktør, som spiller en hovedrolle i kampen mod fattigdom og uret. EU kan være med til at udjævne globale uligheder og arbejde for at opfylde FNs 2015-mål, vedtaget af verdens statsledere i 2000. I de næste 5 år har du i Europa-Parlamentet en vigtig rolle at spille for at sikre, at Europa lever op til disse forpligtelser.
MS er medlem af Eurostep, et europæisk netværk af udviklingsorganisationer. Vi har allerede forud for parlamentsvalget været i dialog med dig pr. brev om “Europas globale ansvar”. Nu følger vi op på denne henvendelse.
MS og Eurostep mener, at EUs beslutninger på områder, som vedrører u-landene, bør ligge i forlængelse af de forpligtelser, vi nævnte i brevet af 4. juni, og som yderligere er beskrevet i (vedhæftede) “Visions of a Responsible Europe”.
Vi beder dig nu om din opbakning til initiativet “Europas globale ansvar”. Send derfor et brev eller mail tilbage med tilslutning på nedenstående 4 punkter. Vi vil efterfølgende offentliggøre resultatet.
Derudover ønsker MS og Eurostep at udbygge samarbejdet med dig til gavn for verdens fattigste. Vi ønsker at fortsætte dialogen og finde ud af, hvilken rolle du vil spille i Europa-Parlamentet.
Netværket Eurostep har et sekretariat i Bruxelles og vil måske kontakte dig i valgperioden. Eurosteps direktør Simon Stocker er altid rede til at diskutere EUs relationer til udviklingslandene og komme med nødvendig information.
Med venlig hilsen
Lars Udsholt
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
Borgergade 14, 1300 København K,
[email protected], 77310031
Tilslutning til initiativet “Europas globale ansvar”
Jeg vil i Europa-Parlamentet 2004-2009 arbejde for, at EU
1: Rammerne for udviklingssamarbejde
– Udpeger en Udviklingskommissær, der kan fremme udviklingspolitikken i
Europa, og samtidig have fuld stemmeret i den nye EU Kommission.
– Sikrer at Udviklingskommisæren er ansvarlig for alle dele af udviklingsarbejdet: udviklingspolitik; programudvikling og implementering
2: Udviklingspolitikkens mål og midler
– Vedtager en ny udviklingspolitisk erklæring, der sætter global udryddelse af fattigdom og opnåelse af 2015-målene (Millenium Development Goals vedtaget af verdens statsledere i FN) i centrum for EUs politik.
– Indfører et særskilt budget for EUs udviklingsbistand inden for rammerne
af EUs overordnede årsbudget og i EUs Finansielle Perspektiver (2007-2013).
– Introducerer mekanismer til at bedømme og fortsat udvikle effektiviteten og nytten af EUs bistand
3: Humanitær bistand
– Sikrer øjeblikkelig og effektiv humanitær bistand til alle katastrofe- og konfliktramte befolkningsgrupper. Den humanitære bistand skal gives på grundlag af behov, uden skelen til geografisk nærhed eller politisk betydning.
4: Handel
– Forpligter sig til at indarbejde udviklingshensyn i handelsaftaler. Dette er i modsætning til den aktuelle tendens, hvor EU bruger bilaterale og regionale handelsaftaler til at sikre sig liberalisering og fri markedsadgang til u-landene i bytte for en meget begrænset åbenhed af egne markeder for u-landenes produkter. Dette gælder for EUs forhandlingsposition i Verdenshandelsorganisationen WTO og i forhandlinger om handelsrelationer med Afrika, Vestindien og Stillehavslandene gennem Økonomiske Partnerskabsaftaler.
– Sikrer, at alle EUs politikker med konsekvenser for udviklingslandene er i overensstemmelse med målet om udryddelse af fattigdom globalt. De vigtigste områder er landbrugs- og handelspolitik. Landbrugssubsidierne er ødelæggende for fattige menneskers muligheder for at slippe ud af fattigdom. På kort sigt bør EU derfor fremlægge en plan for en afvikling af eksportsubsidierne til landbrugsvarer.
Dato Underskrift