Den netop afviklede 11. ministerkonference i FNs Konference for Handel og Udvikling, UNCTAD XI i Sao Paulo i Brasilien nåede resultater som “set fra en dansk synsvinkel er i orden”, hedder det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet tirsdag
Formålet med UNCTAD XI var at beslutte hovedprioriteterne for organisationens arbejde de kommende 4 år. Temaet for konferencen var styrket sammenhæng mellem nationale udviklingsstrategier og den globale økonomiske udvikling.
UNCTAD XI udmundede i en konferencetekst, ”The Sao Paulo Consensus”, og en ministererklæring,”The Sao Paulo Spirit”, vedtaget af 192 medlemslande, herunder Danmark. Ved samme lejlighed holdtes et parallelt NGO-forum, og konferencens 40 års jubilæum blev markeret. Samtidigt blev det besluttet, at UNCTAD XII ministerkonferencen i 2008 skal ligge i Afrika, sandsynligvis Ghana eller Tunesien).
En række danske prioriteter og EU-prioriteter for UNCTAD blev afspejlet i konferencens ganske omfattende slutdokumenter. I det danske indlæg (se u-landsnyt.dks nyhedsside) lagdes der vægt på, at UNCTAD konstruktivt deltager i den administrative reform af FN samtidig med at organisationen bliver mere fokuseret og målrettet i udførelsen af sine opgaver. UNCTAD XI opfordrer til en hurtig og positiv afslutning af forhandlingerne inden for WTO om Doha-udviklingsrunden.
UNCTAD har som hovedopgave at bistå udviklingslandene med at få udvirket den rette balance mellem handel og udvikling samtidig med, at u-landene sikres en rimelig placering i verdensøkonomien.
Danmark og EU finder, at UNCTAD bedst tjener disse formål ved at fokusere på teknisk bistand til at lette særligt de fattigste u-landes integration i den internationale handel herunder gennemførelsen af indgåede WTO aftaler, hedder det i pressemeddelelsen.
Kilde: www.um.dk.