Fra 1. Juli kan amerikanske FN-soldater, der begår krigsforbrydelser, retsforfølges ved Den Internationale Straffedomstol (ICC). Det er konsekvensen af, at USA onsdag valgte at opgive at få FNs sikkerhedsråds opbakning til en resolution, der ville forlænge en nu 2 år gammel særordning, som har givet amerikanske soldater i FN-tjeneste immunitet i forhold til straffedomstolen i Haag, skriver Berlingske Tidende torsdag.
Den amerikanske beslutning er truffet i erkendelse af, at der ikke var flertal blandt Sikkerhedsrådets 14 øvrige medlemslande for USAs krav om at få den omdiskuterede særordning forlænget med 12 måneder. Tværtimod havde 8 lande meddelt, at de ikke kunne støtte USA, hvis resolutionen var sendt til afstemning, og dermed kunne USA ikke få opbakning fra de nødvendige 9 sikkerhedsrådsmedlemmer.
Det er torturskandalen i Irak, der spøger. Flere af landene har direkte sagt, at de ikke kan støtte immunitet for amerikanske soldater, når billederne fra Abu Ghraib fængslet i Bagdad nu afslører, at USA også kan begå alvorlige krigsforbrydelser.
Storbritannien var igen i år klar til at stemme for den amerikanske resolution, og det viser, at EU landene, der ellers har støtten til ICC som fælles udenrigspolitisk mærkesag, fortsat ikke helt kan gå i samme takt, når hensynet til international retsorden kolliderer med hensynet til USA.
USAs modstand mod Den Internationale Straffedomstol skyldes frygt for, at den kan bruges i politisk motiverede anklager mod amerikanske soldater, anfører Berlingske Tidende.