Ved FNs Befolkningskonference i Kairo for 10 år siden blev 179 lande enige om et Handlingsprogram, som skulle fremme økonomisk udvikling og dæmpe befolkningstilvæksten i verden.
Handlingsprogrammet forkastede tidligere tiders tilfældige mål og kvoter, og forpligtede i stedet verdens regeringer til at investere i seksualundervisning, pleje og sundhedsydelser for mennesker, i særdeleshed kvinder, i hele verden. Målet var, at alle skulle have adgang til seksuel og reproduktiv sundhed inden 2015, hedder det i baggrundmaterialet til torsdagens event foran Folketinget (se “Folketinget modtager gigantregning fra u-landskvinder” i dagens nyheder på u-landsnyt.dk).
Udfordringerne var og er dog stadig enorme. Handlingsprogrammets principper om ligestilling og styrkelse af kvinders status har mødt stigende modstand fra konservative kræfter. Det samme gælder princippet om at gøre seksualundervisning og reproduktive sundhedsydelser tilgængelige for alle – også teenagere og unge. Modstanden eksisterer på trods af, at historiens største generation af unge netop nu har presserende behov for disse ydelser.
Den aktuelle situation:
– I 2001 var verdens totale økonomiske bidrag til opfyldelse af Handlingsprogrammet på ca. 57 milliarder kroner. Det var under halvdelen af hvad, regeringerne havde forpligtet sig til at give i år 2000 .
– Ved FNs Special Session on Children i maj 2002 forsøgte en koalition bestående af Iran, Irak, Libyen, Sudan, Syrien, USA og Vatikanet at begrænse seksualundervisning for unge til udelukkende at instruere dem i afholdenhed. Dette mislykkedes.
Var forslaget blevet vedtaget, ville det have forhindret unge i at få viden om seksuelle overgreb, prævention, kondomer og eksisterende sundhedsydelser indenfor reproduktiv sundhed.
– På sin første dag som præsident genindførte George Bush i 2001 ”den globale mundkurv”, der oprindeligt blev indført af præsident Reagan i 1984 og senere ophævet af præsident Clinton. ”Mundkurven” afskærer udenlandske organisationer fra at modtage amerikansk bistand til familieplanlægningsprogrammer, hvis de diskuterer, rådgiver om, gør sig til fortalere for eller udfører aborter.
Dette gælder, selv om abort er legalt i de pågældende lande, og organisationerne gennemfører sådanne aktiviteter for egne midler.
– Bush-regeringen har gentagne gange ved internationale konferencer modarbejdet forsøg på at genbekræfte Handlingsprogrammet fra FNs Befolkningskonference, ligesom man i en årrække har tilbageholdt økonomisk støtte til FNs Befolkningsfond (UNFPA) og fjernet al omtale af kondomer i statens officielle dokumenter.
– Præsident Bushs ”Nødplan for hiv/aids”, som vil fordele 15 milliarder dollars over 5 år til kampen mod hiv/aids, kræver at en tredjedel af støtten til forebyggelsesprogrammer skal bruges til at promovere seksuel afholdenhed før ægteskabet. Planen indeholder til gengæld ingen krav om undervisning i brug af kondomer til forebyggelse af hiv-infektion.
– EU yder stor støtte til Handlingsprogrammet fra Kairo. I perioden 1994-1998 tredoblede Kommissionen sin støtte til Handlingsprogrammet og gik langt over sin oprindelige målsætning ved at give ca. 800 millioner euro i støtte til seksuel og reproduktiv sundhed i u-landene.
I februar 2004 blev en rapport og en resolution vedtaget i forbindelse med 10-året for FN-konferencen i Kairo. Resolutionen beder om fornyet støtte til at virkeliggøre Handlingsprogrammet og opregner konkrete handlinger og politikker, som Kommissionen skal gennemføre.
– Danmark bakker stærkt op om Handlingsprogrammet fra FNs Befolkningskonference. Som umiddelbar reaktion på præsident Bushs genindførelse af “Den Globale Mundkurv” gav Danmark en ekstrabevilling til organisationer, der arbejder med seksuel og reproduktiv sundhed.
Efterfølgende er støtten til blandt andet International Planned Parenthood Federation dog beskåret væsentligt, og selv om der er budgetteret med en stigning til befolknings- og sundhedsprogrammer i 2004, vil niveauet fra 2001 ikke kunne nås.
Udviklingstendenser:
– Næsten halvdelen af verdens 6,3 milliarder mennesker er under 25 år og størstedelen bor i u-landene, hvor regeringerne er dårligst rustet til at opfylde deres behov for seksualundervisning, pleje og sundhedsydelser. Ikke desto mindre er det disse unges valg omkring antal og tidspunkt for børnefødsler, som kommer til at afgøre verdens fremtid.
– I aldersgruppen 15-24 år bliver de fleste kvinder seksuelt aktive (hvad enten det er frivilligt eller ej), de gifter sig (hvad enten de selv har valgt det eller ej), og begynder at få deres første børn (hvad enten de er planlagt eller ej). Komplikationer i forbindelse med graviditet eller fødsel er blandt de almindeligste dødsårsager for unge kvinder i de fattige nationer.
– Kvinderne i 59 industrilande føder nu mindre end 2,1 barn hver. Til gengæld føder kvinderne i 47 udviklingslande stadig mindst 5 børn hver .
– Urbaniseringen var tidligere medvirkende til at nedbringe fødselsraterne, fordi den skabte økonomisk velstand. Men nutidens overdimensionerede mega-byer er vokset for hurtigt til at kunne tilbyde jobs og serviceydelser til alle deres nye borgere. Halvdelen af verdens byboere – en milliard mennesker, eller en sjettedel af verdens befolkning – bor nu i slumområder.
Det er vigtigt at sikre, at der gøres en indsats for at give disse mennesker adgang til basale sundhedsydelser, herunder især familieplanlægning.
– Hiv/aids har gennemgribende forandret de sociale strukturer i mange lande, specielt dem med høje smitterater. Manglen på effektiv forebyggelse og behandling har affødt millioner af forældreløse børn og unge, hvoraf mange nu lever alene eller på gaderne. Særlige programmer, som bl.a. indbefatter fagskoler, seksualundervisning og reproduktive sundhedsydelser, er nødvendige.
– Uddannelse og fortalervirksomhed med sigte på at hæve den lovlige – og de facto – giftealder og sikre unge piger chancer for at træffe reelle valg, kan give pigerne flere muligheder, begrænse befolkningstilvæksten og forebygge mødredødelighed og handicaps.
Handlingsprogrammet fra Kairo anerkendte nødvendigheden af, at verdens regeringer skal give alle individer og par adgang til hele spektret af sundhedsydelser indenfor reproduktiv sundhed og familieplanlægning.
Det er ligeledes nødvendigt at give adgang til grundskolegang, sikre ligestilling mellem kønnene, og lave andre fattigdomsbekæmpende tiltag. Alt dette tilsammen er nødvendigt, hvis man skal øge livskvaliteten for alle, opnå en bæredygtig udvikling og stabilisere verdens befolkningstal i det 21. århundrede.
For mere information om FNs Befolkningskonference, ICPD og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder: Countdown 2015 – seksuel og reproduktiv sundhed for alle: www.countdown2015.org. FNs Befolkningskonference: www.unfpa.org/icpd/icpd.htm. Eller kontakt: Bjarne B. Christensen, Sekretariatschef, Sex og Samfund,
