Mens den internationale befolkningspolitik i høj grad tidligere havde været drevet af angsten for overbefolkning, søgte FNs Befolkningskonfernece i 1994 i Kairo at sammenkæde centrale emner som befolkningsspørgsmål, uddannelse, sundhed og fattigdomsbekæmpelse, skriver Foreningen Sex og Samfund i en baggrundsredegørelse til pressen.
Det var en bemærkelsesværdig konference, og mest skelsættende var, at de 179 lande blev enige om et 20-årigt visionært handlingsprogram, som fremhævede begrebet seksuel og reproduktiv sundhed og dets vitale rolle i fattigdomsbekæmpelsen. Hvor tidligere tiders befolkningspolitik havde været lig med familieplanlægning, blev tilgangen nu bredere og inkluderede al sundhed i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel. Det inkluderer bl.a.:
Familieplanlægning, rådgivning og information (herunder prævention)
Sundhedsydelser i forbindelse med fødsel og graviditet
Mødre- og børnesundhed
Mødre- og børnedødelighed
Information, rådgivning og behandling af seksuelt overførbare sygdomme, inklusiv hiv/aids
Forebyggelse og behandling af barnløshed
Sikre og hygiejniske aborter, hvor abort er legalt
Bekæmpelse af skadelige praktikker som f.eks kvindelig omskæring
I 1994 var mange af disse emner allerede alvorlige trusler mod en positiv udvikling i u-landene. Unges behov og problemer var gennem mange år blevet negligeret, så raten af uønskede graviditeter og sexsygdomme var på sit højeste.
Kvinder døde i tusindtal på grund af ganske enkle komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsler. Hiv-smitten spredte sig allerede med skræmmende fart. Og manglen på information om og adgang til prævention og sundhedsydelser havde gjort konsekvenserne af illegale og usikre aborter til et stort problem i mange landes sundhedssystemer.
Disse problemer havde store konsekvenser for millioner af folks generelle velfærd, deres evne til at arbejde, gå i skole og overleve. Og de var i sidste ende med til at øge fattigdommen.
Centralt i den nye måde at forstå seksuel og reproduktiv sundhed var dels den øgede fokus på individet, dels at retten til sundhed er en menneskeret. Handlingsprogrammet fremhævede således, at enhver har ret til:
Selv at vælge hvornår og hvormange børn man vil have, samt retten til adgang til information og sundhedsydelser for at kunne træffe disse valg
Den højeste standard af seksuel og reproduktiv sundhed
At beslutninger om reproduktion er fri for diskrimination, tvang eller vold
Disse rettigheder havde man i mange år taget for givet i den vestlige verden. Nu var det u-landenes tur.
Man blev enige om, at i 2015 skulle der være seksuel og reproduktiv sundhed for alle, og der blev udarbejdet en arbejdsplan med specifikke mål og økonomiske beregninger.
Udviklingslandene skulle selv tilvejebringe totredjedele af omkostningerne ved en virkeliggøre handlingsplanen, mens industrilandene skulle betale resten. Hvad landene hver især skulle stille med, var sat i forhold til deres respektive BNP.
I årene efter konferencen gik det stærkt fremad. En mængde initiativer så dagens lys, metoder blev udviklet, og handlingsprogrammet beviste sit værd. Det virkede, hvor det blev gennemført. Efter 5 år, var der stadig langt igen, men det gik i den rigtige retning:
Brugen af familieplanlægning var steget
Adgangen til prævention var generelt forbedret
Kvaliteten af sundhedsydelser i forbindelse med graviditet og fødsel var forbedret
Skal der gøres status her 10 år efter konferencen i Kairo, tegner der sig et noget andet og mere dystert billede. Ikke nok med, at man stadig er langt fra at have opnået målene i handlingsprogrammet, på visse områder er der decideret tale om tilbagegang.
Mødredødeligheden er stagnerende. Hvert år dør 530.000 kvinder af komplikationer i forbindelse med graviditet eller fødsel.
Antallet af hiv-smittede stiger med raketfart og er endda også begyndt igen at stige i lande, som for få år siden havde fået stigningen standset
Adgangen til reproduktive sundhedsydelser er generelt forbedret, men der er stadig mange steder, hvor udbudet af præventionsmidler ikke er tilstrækkeligt
Det har ikke hjulpet på situationen, at USA, som oprindeligt spillede en væsentlig rolle i enigheden om handlingsprogrammmet i Kairo, har ændret kurs. Præsident George Bush og hans regering arbejder åbent og aktivt imod handlingsprogrammet og har skåret al støtte væk til nogle af de organisationer, som er i front i arbejdet for seksuel og reproduktiv sundhed for alle.
Men tilbagegangen for handlingsprogrammet er et globalt fænomen, og ansvaret ligger for største dels vedkommende hos de vestlige lande, vurderer Sex og Samfund.
De løfter om økonomisk støtte, som landene gav i Kairo, er med en eller to undtagelser (heriblandt Danmark) ikke blevet opfyldt. Tal viser, at hvor det vil kræve ca. 100 milliarder kroner om året at gennemføre handlingsprogrammet indenfor reproduktiv sundhed, blev der i 2001 kun brugt 57 milliarder kroner.
U-landene har forsøgt deres bedste, men hovedparten af industrilandene har ikke, og år efter år lever de ikke op til de løfter om finansiel støtte, de gav i Kairo. Samtidig dør i tusindvis af kvinder og børn fuldstændigt unødvendigt hver eneste dag i verdens fattigste lande, hedder det konkluderende.
For mere information om FNs Befolkningskonference, ICPD og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder: Countdown 2015 – seksuel og reproduktiv sundhed for alle: www.countdown2015.org. FNs Befolkningskonference: www.unfpa.org/icpd/icpd.htm. Eller kontakt: Bjarne B. Christensen, Sekretariatschef, Sex og Samfund, [email protected], tlf. 27 29 03 09