Af Christian Friis Bach, Lektor og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke
Det var en ventet og frygtet artikel (20/6), som Berlingske Tidende bragte om omkostningerne ved nødhjælpsindsamlinger.
Alle i ”branchen” ved, at det er blevet dyrt at lave indsamlinger. Alle ved, at konkurrencen er blevet benhård. Og tallene, som de to journalister har regnet ud, dokumenterer, at administrationsprocenten ved indsamlinger er steget de sidste år. Det er et problem.
Men dét artiklen ikke gør, er at skelne mellem forskellige typer af indsamlinger. Går foreningerne ud med budskabet ”bliv medlem” må de for min skyld bruge alle de penge, de vil. Her ved den enkelte, at støtten går til organisationen, til medlemsbladet og til kampagner – og ikke nødvendigvis til Afrika.
Men hvis organisationerne går ud med budskabet ”støt de fattige” eller ”red regnskoven”, så skal en betydelig del af pengene gå til de fattige eller til regnskoven – helst mere end 20-25 procent. Artiklen dokumenterer, at det alt for ofte er alt for lidt.
Problemet er, at de 2 typer indsamlinger blandes sammen. Og foreningerne hyrer private virksomheder, der finder på simple og sexede budskaber for at skaffe flere medlemmer.
Det går ikke. Derfor er der brug for fælles vejledende spilleregler og øget åbenhed, så giverne kan bevare tilliden til indsamlingerne – og organisationerne ikke presser hinanden ud i mere og mere ublu metoder.
Det andet – og afgørende – problem er politikerne på Christiansborg. De har i flere år stået i kø for at kræve mere folkelighed og større egenfinansiering fra. Og en række organisationer er blevet ramt af markante nedskæringer i deres statstilskud, fordi de ikke har medlemmer nok. Det har tvunget flere og flere organisationer ud på ”medlemsmarkedet” og indsamlingsmarkedet.
Resultatet er, at organisationer, som hverken har en profil eller et ”produkt” der egner sig til indsamlinger, render forvirrede rundt på gader og stræder og sælger klistermærker og medlemskaber.
I de gode gamle dage var der en arbejdsdeling i miljøet. De organisationer, der beskæftigede sig med nødhjælp, katastrofer, sult og oversvømmelser lavede indsamlinger, mens de organisationer der lavede ”langsigtet kapacitetsopbygning af folkelige organisationer i verdens fattige” lande lod være. Det var en fornuftig løsning, da det sidste budskab er svært og dyrt at samle ind til.
I dag ræser alle rundt på et overfyldt indsamlingsmarked. Det dur ikke. Og det er politikernes skyld.
Bistandsarbejdet skal bedømmes ud fra kvaliteten af bistandsarbejdet og folkeligheden ud fra folkeligheden. De foreninger, der kan lave gode og professionelle bistandsprojekter, skal have støtte til dét. Dem, der er gode til folkelighed og oplysningskampagner, skal have støtte til dét.
Ved at blande de 2 ting sammen begår politikerne en alvorlig fejl. Der er jo ingen, der siger, at det danske spejderkorps eller gymnastikforeningerne er de bedste til at lave bistandsprojekter i Afrika blot fordi, de har mange medlemmer.
Men da politikerne ikke kan finde på andet, kræver de folkelighed, selv om det ikke behøver at have noget som helst med kvaliteten af bistandsarbejdet at gøre. Det svarer til at tro, at kvaliteten af sygehusvæsenet går op, blot fordi vi kræver kortere ventelister.
Kravet om folkelighed er også urimeligt, da det kun stilles til foreningerne. Der er jo ingen der kræver, at danske konsulentvirksomheder skal have 5000 aktionærer for at få lov til at hjælpe de fattige lande.
Berlingske Tidende og de øvrige medier, som fulgte op på artiklen, ramte derfor både rigtigt og forkert. Foreningerne må stramme op, så indsamlinger til de fattige i højere grad går til de fattige.
Men den vigtige kritik skal rettes mod de politikere, som tror, at kvaliteten i bistandsarbejdet kan måles ud fra simple kriterier om medlemmer eller egenfinansiering. Det kan den ikke.
Ovenstående kommentar blev ifølge Chr. Friis Bach sendt til Berlingske Tidende uden at finde optagelse.
Der gøres opmærksom på, at ordet er frit på u-landsnyt.dk. HELT FRIT. Og at indlæg og kommentarer på dette site efterhånden når en betydelig del af det samlede danske u-landsmiljø.
