Oversvømmede floder, slangebid og jordskred har kostet snesevis af menneskeliv i Sydasien og millioner har måttet forlade deres hjem på grund af de værste oversvømmelser, der er set under monsunen i mange år, skriver Berlingske Tidende tirsdag.
Over 5 millioner mennesker er isoleret eller gjort hjemløse i lavtliggende områder af Østindien, Bangladesh og Nepal, hvor floderne er gået over deres bredder og har oversvømmet store landområder. Tusindvis har måttet kravle op på tage for at vente på at blive reddet eller få nødforsyninger af mad fra militærhelikoptere.
Mandag appellerede chefministeren for delstaten Assam i det nordøstlige Indien, hvor 2 millioner nu menes hjemløse, til det internatioinale samfund om hjælp. Han kaldte oversvømmelserne de værste i mange år. Oversvømmelserne har revet mange strømledninger, diger, jernbanespor og landeveje med sig og ødelagt snesevis af små dæmninger i den olie- og terige delstat, anfører Berlingske Tidende.