Af professor Per Pinstrup-Andersen og professor M.S. Swaminathan
Denne sommer markerer ikrafttræden af en enestående traktat, som har til formål at sikre en bæredygtig og tilstrækkelig fødevareforsyning på trods af de udfordringer, som naturen og mennesket stiller.
Den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug, som blev vedtaget af FNs Organisation for Fødevarer og Jordbrug (FAO) 29. juni, står over for en omfattende opgave på grund af ukendte påvirkninger fra fremtidige kræfter i form af klimaændringer, sygdom og fattigdom samt hastige teknologiske fremskridt.
I modsætning til så mange andre traktater med en vanskelig start på livet er denne traktat imidlertid fuldt ud levedygtig. Den får til dels sin styrke fra den unikke fond, der kendes som Global Crop Diversity Trust (den globale afgrødediversitetsfond, GCDT). Fonden er oprettet af FAO og den Konsultative Gruppe for International Landbrugsforskning (CGIAR) og sigter mod at opbygge et kapitalgrundlag på 260 millioner dollar.
Renterne af disse midler kan finansiere samlinger til bevarelse af afgrødemangfoldighed i hele verden i al fremtid. Selv om de ikke er genstand for stor anerkendelse og megen opmærksomhed, udgør disse samlinger grundstenene for alt jordbrug. Uden dem ville ikke blot traktaten, men hele menneskeheden lide et stort tab.
Samlinger til bevarelse af afgrødediversitet danner grundlag for megen nyskabende udvikling i jordbruget. Der indsamles gener med arveegenskaber, som forbedrer udbyttet og er modstandsdygtige over for nye eller gamle skadevoldere og sygdomme – og som er i stand til at overleve under ændrede forhold, såsom langvarig tørke eller en forøgelse af jordens saltindhold i takt med stigningen i vandstanden i havene.
Hvert år udvikler jordbrugere og planteforædlere talrige nye varianter af afgrøder, og uden disse nye varianter ville den globale jordbrugsproduktion styrtdykke. For hvert enkelt gen og hver sort, der går tabt, begrænses vores fremtidige muligheder.
Denne afgrødediversitet – resultatet af 10.000 års dyrkning af planter – har oplevet en tilbagegang på markerne, men er i dag sikret for eftertiden i omkring 1.470 genbanker over hele verden.
Finansieringen af de fleste af genbankerne er imidlertid mangelfuld, og mange af dem har ikke de nødvendige ressourcer til at udføre grundlæggende funktioner, såsom nedkøling eller formering af frøene. Uerstattelige samlinger er gået tabt – fra majsbanker i Sydamerika til lagre af citrusplanter i Kina. Hvis ikke verdens samlinger til bevarelse af afgrødediversitet sikres, vil fødevaresikkerheden fortsat være i fare.
GCDTs første opgave er skelsættende, både historisk og omfangsmæssigt. Region for region og afgrøde for afgrøde har fonden påbegyndt en global registrering af materialet i verdens samlinger til bevarelse af afgrødediversitet. Alt bliver registreret – fra CGIARs omfattende samlinger til små, nationale samlinger, hvad enten det er i Uralbjergene i Centralasien eller på fjerne Stillehavsøer.
Denne proces vil gøre det muligt for videnskabsfolk, jordbrugere og politikere at identificere de mest truede samlinger, med fokus på 64 fødevare- og foderafgrøder, som traktaten har identificeret som kritiske for verdens fødevaresikkerhed. GCDT målretter herefter sin indsats mod at redde og genopbygge de væsentlige genbanker, som har det mest presserende behov for støtte.
Der er dog en hage. Selv om arbejdet nu påbegyndes, søger GCDT stadig verdenssamfundets fulde økonomiske støtte, f.eks. fra regeringer, fonde og det private erhvervsliv.
13 millioner dollar om året (det årlige afkast af fondsmidlerne på 260 millioner dollar) synes måske at være en lav pris for at sikre en unik arvemasse med potentiale til at underbygge fødevaresikkerheden – men GCDT har endnu ikke opnået det nødvendige kapitalgrundlag. Indtil nu er der givet tilsagn om 45 millioner dollar, og der forhandles om yderligere 60 millioner.
Verdens nationer, store og små, industrilande som u-lande, har vist deres engagement i denne sag gennem de sidste 7 års hårde internationale forhandlinger, som har ført til den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer.
Set i lyset af opgavens globale betydning – som i sidste ende kan skabe fundamentet for en af de grundlæggende menneskerettigheder, nemlig retten til ikke at sulte – er det måske ikke så overraskende, at forhandlingerne har været vanskelige og langstrakte.
Forhandlerne har nu afsluttet deres arbejde, men traktatens arbejde er kun ved at gå i gang. Samtidig skal det internationale samfund sikre, at denne politiske præstation følges til dørs af finansielle midler til organisationer som GCDT, som er nødvendige for at virkeliggøre de fælles mål.
Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende torsdag den 8. juli og er tidligere bragt i Financial Times. Den gengives af u-landsnyt.dk med forfattertilladelse og tilladelse fra Berlingske Tidendes Debatredaktion.
Per Pinstrup-Andersen (65) er professor ved Landbohøjskolen (KVL) i København, Cornell University i USA og Waagenen Universiteit i Holland (2000). Fra 1992 til 2002 var han generaldirektør for Det Internationale Forskningsinstitut for Fødevarepolitik, IFPRI, i Washington D.C. Fra 2003 professor i udviklingsøkonomi ved Landbohøjskolen.
Per Pinstrup-Andersen er i dag en ledende kapacitet indenfor spørgsmålet om fødevaresikkerhed og de løsningsmodeller, som u-landene har for at blive selvforsynende. Den oprindeligt landbrugsuddannede nordjyde modtog i 2000 Agronomprisen, i 2001 den ærefulde World Food Prize og i 2002 Rosenkjær-prisen.
M.S. Swaminathan er professor og modtager af World Food Prize i 1987. Han er ophavsmand til den Grønne Revolution i Indien sammen med Borlaug. Initiativtager til og bestyrelsesformand for M.S. Swaminathan Research Foundation i Chennai (Madras) i Sydindien.
