EU vil skære i sukkerproduktionen og eksportstøtten – vil gavne u-lande

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

EU-kommissionen foreslår nu, at EUs garanterede sukkerpriser reduceres med mindst 33 procent, desuden skal der skæres i produktionen og eksportstøtten mindskes, når reformen træder i kraft 1. juli 2005, skriver Politiken torsdag.

Sukkerordningerne er med til at holde priserne på det europæiske marked så høje, at en dansker betaler 3 gange så meget for en sukkerknald som en amerikaner. Desuden får EUs sukkerproducenter, heriblandt danske Danisco, massiv eksportstøtte, så de kan sælge sukker til kunstigt lave priser på verdensmarkedet. Det går ud over sukkerbønder i de fattigste udviklingslande, der har svært ved at sælge under EU-prisen på deres egne markeder.

I Danmark mener fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) ikke, at forslaget er vidtgående nok. – Det er et skridt i den rigtige retning, men fra dansk side ønsker vi en fuld liberalisering, siger hun til bladet.

Samme holdning har den europæiske forbrugerorganisation, BEUC. Direktør Jim Murray siger, at forbrugere og skatteydere på trods af forbedringerne “er tvunget til at betale for politikker, der direkte ødelægger bønder i udviklingslande”.

Den danske udviklingskommissær Poul Nielsen er uenig. Han understreger, at u-landene befinder sig på flere niveauer, og at reformen tager hensyn til de svageste.

– En rigtig reform ville have bragt u-lande som Fiji og Mauritius ud i det rene kaos, fordi de har nogle aftaler med Europa om at kunne sælge deres varer her. Så den her løsning er også lavet af hensyn til dem, siger han ifølge Politiken.