– Endelig sker der noget. Onsdag den 14. juli 2004 kan gå hen at blive en mærkedag for udviklingslandene, fordi dagen måske kan blive begyndelsen til enden på EUs dybt skadelige landbrugsstøtte. Hvis det sker, vil det være skæbnens ironi, at det finder sted netop på Frankrigs nationaldag, fordi franskmændene har været nogle af de ivrigste fortalere for at opretholde landbrugsstøtten. Men det vil vi kunne leve med.
Sådan kommenterer formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Søren Hougaard, at EU-kommissionen onsdag fremlagde forslag til en reform af EUs sukkerordning, der både vil reducere mindstepriserne på sukker og sukkerroer, sænke produktionskvoten og nedsætte eksportstøtten.
Søren Hougaard betegner i en pressemeddelelse torsdag forslaget som en god begyndelse, selv om han hellere havde set en fuld liberalisering, og han hæfter sig specielt ved 3 forhold i Kommissionens forslag:
For det første, at reduktionen i eksportstøtten er ganske væsentlig, hvilket vil give u-landene større muligheder for at konkurrere på deres egne hjemmemarkeder og nære eksportmarkeder. Men samtidig indebærer reduktionen af mindstepriserne dog, at de udviklingslande, der har særlige aftaler med EU om eksport af sukker til Europa, får mindre for deres produktion.
For det andet, at reduktionen af sukkerkvoten kun formindsker og ikke eliminerer problemet med overproduktion.
For det tredje, at EU-kommissionen ved fremlæggelsen af forslaget gør den endelige udformning afhængig af delresultater i forhandlingerne om reduktion af handelsbarrierer i WTO. Det sidste bekymrer MS-formanden:
– Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at Kommissionen ønsker at udnytte dette i forhandlingerne i WTO. Men jeg vil advare imod, at kortet overspilles. Det er meget afgørende, at WTO-forhandlingerne ikke en gang til lider skibbrud, som det skete i Cancun i 2003. Tiden er inde til at få afskaffet sukkerordningerne, og det vil være for komplekst og risikabelt at sætte tingene på højkant i WTO-regi, anfører Søren Hougaard.
Yderligere oplysninger: Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, 21 60 20 68. Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 København K, www. ms.dk