Et ud af 10 produkter i supermarkedet indeholder palmeolie, som findes i alt fra margarine til sæbe og læbestifter. Også i Danmark er handlen med olien kraftigt stigende, og det har – ifølge ny rapport – alvorlige konsekvenser for miljøet og hele folkeslag, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
En ny rapport afslører de ødelæggende virkninger af det globale boom i brugen af palmeolie. Millioner af hektar værdifuld regnskov og dens planter og dyr ødelægges hvert år; indfødte folkeslags levebrød forsvinder, floder forurenes.
Virksomhederne må begynde at oplyse forbrugere om, hvorvidt deres produkter indeholder palmeolie fra bæredygtige plantager, mener Friends of The Earth, verdens største netværk for NGO organisationer, der beskæftiger sig med miljø.
I dag er palmeolie verdens mest forbrugte olie, næst efter soja, og findes i kager, kiks, is, tandpasta og opvaskemiddel og i læder.
Indonesien er en af verdens største producenter, og her har FoE lavet sin rapport. Landet dækker kun 1,3 pct. af Jordens overflade, men er hjemsted for 10 pct. af klodens blomstrende planter, 17 pct. af dens fugle, 12 pct. af dens pattedyr og 16 pct. af dens reptiler og padder.
Meget af dette er imidlertid truet, da Indonesien har ryddet millioner af hektar land til palmeolie plantager. I 1996 havde regeringen ryddet et område på størrelse med Ungarn til plantager.
Efter jorden er ryddet, erstattes regnskoven med palmer, og biologer anslår at 80 – 100 pct. af alle arter uddør, når den oprindelige vegetation erstattes med palmer. Et andet væsentligt område er indflydelsen på de lokale samfund. Næsten halvdelen af de 216 mio. indbyggere i Indonesien er afhængige af regnskoven, anfører Jyllands-Posten.