Formanden for Folketingets udenrigsudvalg, Jann Sjursen (KD), byder Bertel Haarder velkommen som ny udviklingsminister, men lægger i samme åndedrag ikke skjul på sine betænkeligheder, da udnævnelsen efter hans vurdering kan være med til at skabe yderligere forvirring og mulig forringelse af regeringens profil på det u-landspolitiske område.
– Jeg håber ikke, at ministerudnævnelsen vil føre til endnu mere sammenblanding af udlændingepolitikken og u-landspolitikken, end vi allerede har set. Det er vigtigt, at udviklingsbistanden fortsat prioriteres som et særskilt område og ikke samtænkes med udlændingepolitikken for så vidt angår de økonomiske midler, der skal gå til f.eks. nærområdeindsatser, siger Jann Sjursen og fortsætter:
– Udviklingspolitikken blev klart nedprioriteret, da den nye Fogh-regering droppede posten som udviklingsminister. U-landsområdet er stort og det fortjener sin helt egen minister, der kan opbygge de nødvendige partnerskaber med Danmarks programsamarbejdslande og sikre en god dialog med u-landsorganisationerne herhjemme såvel som med Folketinget.
– Per Stig Møller har som udenrigsminister ikke reelt haft den fornødne tid til at leve op til dette. Om Bertel Haarder får det, må tiden vise, men jeg finder det tvivlsomt, at en ny dobbeltminister skulle få mere tid til at udfylde den rolle, siger Sjursen til Kristendemokraternes hjemmeside.
Kilde: www.ft.dk