Af Gorm Rye Olsen. Uddrag af indlæg i Kristeligt Dagblad den 6. august
Bemærkningerne omkring Bertel Haarders nye job tyder på, at den nye bistandsminister er havnet på øretævernes holdeplads.
Seniorforsker Steen Folke udtaler til nærværende blad, at Bertels politiske udmeldinger “nødvendigvis må betyde en nedprioritering af den klassiske u-landsbistand og den langsigtede fattigdomsbekæmpelse”. Den modsatte fløj anført af Dansk Folkepartis Peter Skaarup mener, at “vi skal bruge bistandspengene til at sørge for, at afviste asylsøgere kan sendes hjem”.
Det er glædeligt, at der er en sådan offentlig politisk uenighed om den fremtidige kurs for dansk bistandspolitik. Ikke mindst burde bistandsmiljøet være tilfreds med, at der nu igen bliver mulighed for, at globale udviklingsspørgsmål og bistand kan blive politisk varme emner, som i bedste fald kan afstedkomme en ikke-elitær offentlig debat om store og væsentlige internationale spørgsmål.
Som folkesag har bistandspolitik jo nærmest været død i en årrække – også før 2001. Hvis man kan tage avisernes læserbreve til indtægt for noget som helst, er der ingen tvivl om, at folkekirkens status og pastor Grosbølls forhold til Gud har større offentlig interesse end anvendelsen af de 10,5 milliarder danske bistandskroner.
Udnævnelsen af Bertel Haarder genetablerer den gamle opsplitning mellem “udenrigspolitik” og “bistandspolitik” i Udenrigsministeriet. Hermed fjerner Fogh Rasmussen sig fra en af regeringens mærkesager, nemlig at dansk udenrigspolitik består af en række instrumenter, og at disse instrumenter bør sammentænkes. Nu er vi tilbage i en situation, hvor der – i teorien – kan blive problemer med at samordne mål, midler og instrumenter.
I den forbindelse må man ikke overse, at det ikke er mere end et år siden, man nedlagde udviklingsministerrådet i EU-sammenhæng. Det skete for at lette sammentænkningen af instrumenterne og for at understrege, at bistandspolitik er ét blandt flere udenrigspolitiske instrumenter.
Det skulle tydeliggøres, at bistandspolitikken er underlagt politiske prioriteringer og hensyn. Derfor kan området heller ikke fungere som et isoleret, moralsk styret frilandsmuseum hverken i dansk eller europæisk politik.
Ser vi på de overordnede perspektiver af Haarders udnævnelse, er der næppe grund til at forvente revolutionære ændringer, blot fordi den ny minister vil opprioritere hjælpen til flygtninge i nærområderne. Selv om der skulle ske en stor stigning af den aktuelle støtte til nærområderne til både 300 og eventuelt 400 millioner kr., vil det ikke rokke ved grundstrukturen i dansk bistandspolitik.
På trods af kritik af den nuværende regering må det erkendes, at hovedtrækkene i bistandspolitikken i det store og hele er en fortsættelse fra den tidligere regering. Hovedvægten ligger stadig på støtten til hovedsamarbejdslandene. Det ændrer sig ikke, selv om der flyttes nogle hundrede millioner over til indsats i nærområderne.
Ud fra en moralsk vurdering og ud fra en fattigdomsvinkel kan der desuden være megen rimelighed i at trappe støtten op til nogle af verdens allerværst stillede befolkningsgrupper som nu aktuelt flygtningene i de store lejre i Darfur.
Ja, fra dansk side kunne man endog begynde at overveje, om vi ikke skulle følge i EU-Kommissionens fodspor og være mere til stede i lande og i situationer, hvor andre donorer er tilbageholdende over for at engagere sig.
Det gælder i aktiv krisestyring, som det signaleres i det nye “Afrikaprogram for fred”. Det kunne også være i de vanskelige post-konfliktsituationer, og det kunne være i de glemte kriser. I sådanne situationer ville man oven i købet kunne gå hånd i hånd med EU. Hvis nogen minister vil være i stand til at vende den danske bistandspolitiske supertanker, vil det være Bertel Haarder.
Gorm Rye Olsen er afdelingsleder for europæiske studier på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), tidl. seniorforsker på det nu nedlagte Center for Udviklingsforskning (CUF) og mangeårig debattør om u-landsforhold og dansk udviklingspolitik.
