Mellemfolkeligt Samvirke ønsker tidl. fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) tillykke med udnævnelsen til landbrugskommissær i EU og håber hun vil føre ånden fra det danske folketingsflertal videre. Det vil være den bedste nyhed for verdens fattigste – og de danske forbrugere, fremgår det af en udtalelse fra organisationen torsdag.
– Det er en meget magtfuld post, Mariann Fischer Boel har fået tildelt. Som landbrugskommissær har hun halvdelen af EUs budget under sig. Vi ønsker hende tillykke med valget. Fischer Boels fornemmeste opgave som landbrugskommissær er at bringe os ud af den sump, vi i de rige lande selv har bragt os i ved at indføre skadelige og dyre landbrugssubsidier, siger Mellemfolkeligt Samvirkes formand, Søren Hougaard.
– De danske forbrugere og de fattige i u-landene har fælles interesser. Landbrugssubsidier og eksportstøtteordninger skal væk. De giver dyrere fødevarer i Danmark og ødelægger markedet for producenterne i klodens fattigste lande, fortsætter Søren Hougaard, der blev valgt til MS-formand tidligere i år.
EUs støtte til landbruget og eksportstøtten trykker verdensmarkedspriserne, så det bliver umuligt for de fattige lande at sælge de varer, de ofte er bedst og billigst til at producere. De rige lande bruger i alt ca. 330 milliarder US dollar om året på landbrugsstøtte, ca. 5 gange mere end den samlede u-landsbistand.
– Folketinget har på det seneste klart placeret Danmark som et af de mest progressive lande i EU på spørgsmålet om afskaffelse af de skadelige støtteordninger. Og på tværs af partiskel markerede de nyvalgte danske medlemmer af EU-parlamentet i forsommeren deres utilfredshed. Vi håber Mariann Fischer Boel er i stand til at bringe denne ånd videre. Det må være skønt som kommissær at vide, at hun har så klar en opbakning i Danmark. Hun har ved udnævnelsen jo selv fremhævet, at hun er Danmarks kommissær, anfører Søren Hougaard.
– Mellemfolkeligt Samvirke ønsker, at den nye danske landbrugskommissær arbejder på at afskaffe de skadelige landbrugssubsidier hurtigst muligt. Hun må i hvert fald ikke følge Frankrig og andre sydeuropæiske landes fodslæberi, så det kommer til at tage 15-20 år. Vi vil se konkrete planer og tidsfrister. Ikke hensigtserklæringer og rapporter. Det bliver en besværlig proces med mange magtfulde interessenter, men hun må ikke ryste på hånden, slutter Søren Hougaard.
Afgørelsen i WTO i sidste uge viser også med al tydelighed, at der er både er brug for klarere retningslinjer og for konkrete tidsplaner for afviklingen af landsbrugsstøtten, hedder det.
For yderligere oplysninger: Søren Hougaard tlf. 21 60 20 68, Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 Kbn K, www.ms.dk