Bangkoks anden lufthavn er osse besat

Redaktionen

Demonstranter i Bangkok har indtaget byens anden lufthavn, Don Mueang, og al flytrafik er indstillet i den thailandske hovedstad, skriver Politiken torsdag.

Det skete dagen efter, at det var lykkedes demonstranterne at blokere byens travle internationale lufthavn, oplyser en repræsentant for myndighederne.

Al flytrafik blev indstillet ved midnat, og ifølge myndighederne vil lufthavnen være lukket, indtil situationen er under kontrol.

Onsdag opfordrede landets militærchef Anupong Paochinda regeringen til at komme ud af krisen ved at opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Det har landets premierminister Somchai Wongsawat imidlertid afvist.