KOMMENTAR
Af Patrick Mac Manus
Foreningen Oprør
Gaza er det nærmeste vi kan komme en gentagelsen af den historie, der i sin tid var begrundelsen for etablering af en ny stat, den israelske.
Koncentrationslejren, hegnet og overvågningen, en administration eller “selvstyre”, der overlades til de indespærrede: det er fortiden. Det var vilkårene i Warszawa og andre steder i sin tid. I dag er det i Gaza, vi ser historiens gentagelse.
Uanset hvor udsigtsløs opstanden kan være, har vi set den i historien og vil se den igen. Der er vilkår, hvor menneskers værdighed ikke kan forsvares på anden vis. Det var tilfældet i Warszawa og i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau og er det i dag i Gaza.
I Warszawa rejste de sig i 1944 og det varede i 63 dage. Efter gengældelsen, mistede over 250 000 mennesker livet og byen blev ødelagt. I samme år var der oprør i Auschwitz-Birkenau med ild til krematoriet, hurtigt blev de slået ned og dræbt.
I fangernes sang i koncentrationslejren i Sachsenhausen i de sidste dage inden befrielsen og skrevet af Zbigniew Koczanowicz var håbet at ‘blive båret hinsides disse pigtråd til et land, vi endnu ikke kender”.
Det er nu 35 år siden, i november 1974, at Yasser Arafat talte til De Forenede Nationers generalforsamling. Han gjorde det på vegne af den palæstinensiske frihedsbevægelse og sagde:
“I dag kommer jeg med fredens olivengren i den ene hånd og frihedskampens gevær i den anden. Jeg appellerer til jer: lad ikke olivengrenen falde fra min hånd”.
I disse uger ser vi endnu engang, at olivengrenen visner helt og falder. Hundreder er dræbt og tusinder såret i Gaza. De symbolske missiler fra Gaza er mødt med en statsmagts overvældende vold.
Vi har også set det i Sydafrika i sin tid. I apartheid opdateres historien med tvungen bosættelse i “uafhængige stater”, de såkaldte bantustans. Gaza fortsætter og gentager denne historie.
Også i Sydafrika havde den væbnede opstand sin nødvendige rolle i forsvaret for befolkningens værdighed og dens ønske om et andet liv. Frihedsbevægelsen blev i hele perioden defineret som “terroristisk” af de amerikanske og britiske regeringer.
I den tid var der en international solidaritet, der udfordrede staterne og bidrog til den nødvendige forandring: skabelsen af en demokratisk enhedsstat for alle.
Tiden må være kommet, hvor det igen må være opgaven. Vi kan ikke længere leve med årtiers besættelse, voldelig opdeling og kontrol som i Palæstina. Vi kan ikke længere acceptere en inaktiv international stilling til årtiers tragedie.
En del af tragedien er, at der er så få i den israelske befolkning, der erkender og afviser en gentagelse af den smerte, som i sin tid ramte dem selv.
Der er nogen i Israel, der gør det. Blandt andre digteren Aharon Shabtai.
I sine hebraiske digte ser han sit folk som den “grusomme og stupide Farao”, der i fortidens myte har forfulgt dem og som de nu selv er blevet. Han skriver til dem: “Se nu, slaverne rejser sig, den modige sjæl begraver undertrykkerne i sandet”.
Der må skabes en international solidaritet, hvor befolkninger overvinder parlamenternes og statsmagternes diplomatiske passivitet. En bevægelse, der kræver skabelsen af en sekulær og demokratisk stat for alle i Palæstina.
Artikel i dagbladet “Dagbladet Arbejderen” 2. januar 2009 og stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren.
Patrick Mac Manus
Midgaardsgade 13, 3. th.
2200 Kbn N, Tlf. 22 45 41 78
Foreningen Oprør/Rebellion (Denmark): www.opror.net/blog
