Det er kendt som en gravplads, hvor aldrende fartøjer pilles fra hinanden af ufaglærte arbejdere, hvorefter metaldelene sælges som skrot. I de senere år har disse ofte livsfarlige og miljøskadelige skibsophugspladser, der strækker sig fulde 10 kilometer langs den indiske delstat Gujarat, dog kørt på lavere blus end tidligere.
Nu var der ellers lige et problem, der så ud til at ville løse sig selv. Nemlig den menneskelige og miljømæssige katastrofefilm, der udspiller sig på de store skibsophugpladser i Pakistan, Bangladesh og Indien især.
Her arbejdede folk under kummerlige forhold og skibsresterne forurenede jord og vand i et omfang som tiltrak verdens forargede opmærksomhed. Men så steg den samlede efterspørgsel på godstrafik, hvilket betød, at det gav god økonomisk mening at holde flere ældre skibe i drift, hvilket igen gav mindre arbejde og dermed flere arbejdsløse men færre arbejdsulykker og mindre forurening på skibskirkegårdene.
I en periode. For ifølge information.dk har den økonomiske nedtur igen givet liv på kirkegårdene. Den faldende efterspørgsel efter skibsfragt har betydet, at det for mange skibsredere giver bedre mening at sende et aldrende skib til ophugning end at holde det inaktivt.
Så nu flyder der igen med kviksølv og asbest fra skibsvragene og ud i miljøet.
