Forskere: Forkert bistand til Afghanistan

Redaktionen

Krigen vindes ikke i Afghanistan ved at bygge brønde, broer og pigeskoler.

Danmark og NATO bør i stedet satse på mere dialog med lokale afghanere. Også dem, der støtter Taleban, lyder danske forskeres anbefaling ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Regeringen har bedt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om at evaluere Danmarks civil-militære indsats og rapporten er snart klar. Danmark har de seneste 3 år afsat 1 milliard kr. i bistand til genopbygning og udviklingsprojekter i Afghanistan.

– Vi har troet, at hvis vi gav de lokale nok, ville de støtte os. Men de tager imod vores ting om dagen og samarbejder med Taleban om natten. Vi må acceptere, at islam kommer til at spille en meget stor rolle i fremtidens Afghanistan, siger manden bag rapporten, Søren Schmidt.

Major Lars Mouritsen fra Forsvarsakademiet siger til Jyllands-Posten, at “vi risikerer at tabe i Afghanistan. Ikke militært, men ved at tabe befolkningen”. Mikkel Vedby Rasmussen, chef for Dansk Institut for Militære Studier, kalder det sandsynligt, at NATO om få år bliver tvunget ud og efterlader et rent kaos.