Danmark er meget langt fra at have opfyldt en række af de mål, som politikerne har sat sig for i Afghanistan.
Det fremgår af udkastet til regeringens endnu ikke offentliggjorte evaluering af den danske indsats i Afghanistans farlige Helmandprovins i 2008. skriver DR online søndag.
Der skulle være 20.000 flere afghanske børn i Helmands skoler i løbet af året – der kom kun 5.000 ekstra elever. Der skulle ligeledes være flere piger på skolebænkene – men det er ikke lykkedes.
Danida siger dog hertil i en pressemelding fredag:
“Helmand-planen for 2008 indeholder ikke en målsætning om at skabe en stigning på 20.000 skolebørn i Helmand. Målsætningen var, at stabilisere antallet af børn i skolerne i 2008. Det mål er opfyldt. Der er endda sket en stigning på 10 procent.
I slutningen af 2007 var det de afghanske myndigheders skøn, at der var 70.000 skolebørn på daværende tidspunkt. Det skøn har vist sig ikke at holde stik. Der var kun 50.000 skolebørn. Ved udgangen af 2008 var der 55.000 – altså en stigning på 5.000 i løbet af 2008”.
Sikkerhedssituationen skulle være forbedret i årets løb – men ifølge rapporten kontrollerer regeringen i Kabul og de vestlige soldater kun halvdelen af provinsen, og beboerne i de områder forholder sig neutralt afventende over for de lokale myndigheder.
Bønderne skulle have alternativer til at dyrke opium – men opiumsproduktionen i Helmand steg i 2008 i modsætning til i resten af Afghanistan.
Alene i fjor blev 12 danske soldater dræbt i provinsen og 19 såret, heraf er flere invalideret på livstid. De samlede udgifter for 2008 ligger tæt på 1 milliard kroner.
– Det er meget deprimerende, men det er hele Afghanistan, der er gået baglæns i 2008. Vi kan ikke gøre andet end at bide tænderne sammen, vi kan ikke løbe fra det, siger Mogens Lykketoft, der er tidligere S-udenrigsminister