I øjeblikket er den islamisk feminisme i Vesten mere levende end den vestlige feminisme. Det vil få stor indflydelse på islam og Mellemøsten, konstaterer den egyptiske professor på Harvard, Laila Ahmed. Hun er bogaktuel med hovedværket Kvinder og Køn i islam – historiske rødder til en moderne debat. Webmagasinet FORUM har talt med hende i København, som hun besøgte i anledning af bogudgivelsen
Af Mette Jeppesen
journalist
FORUM/25.11.2008: Kvindeundertrykkelse har været et fælles vilkår for alle kvinder, både vestlige og mellemøstlige, kristne, jødiske og muslimske kvinder. Det er et faktum, vi ikke må glemme eller forvanske, når historien skal skrives.
Forestillingen om, at kvinder har haft bedre vilkår i Europa end den arabiske verden er en kolonialistisk forfalskning. Islam er hverken mere eller mindre kvindefjendsk end andre religioner. Og i dag er muslimsk feminisme i Vesten mere levende end vestlig feminisme, understreger Laila Ahmed, som er professor på Harvard Divinity School.
Undrede sig over slørets genkomst
– Startskuddet til bogen var den iranske revolution i 1979, hvor man pludselig så en masse kvinder iføre sig hijaben, siger Leila Ahmed.
Hun er selv opvokset i Egypten, dengang da sløret stort set ikke fandtes. Hendes egne kvindelige familiemedlemmer fandt det endda unødvendigt og gammeldags på trods af deres stærke religiøsitet.
Derfor ville Laila Ahmed forstå, hvorfor sløret dukkede op igen. Forgæves søgte hun det værk, der objektivt og systematisk gennemgik kvinders historie i islam, og som forklarede udviklingen. Da bogen ikke fandtes, gik hun selv i gang med at skrive den.
“Kvinder og køn i islam – historiske rødder til en moderne debat”, som første gang udkom på engelsk i 1992, indsamler og gennemgår kvinders historie i islam og Middelhavsregionen gennem 3000 år.
Bogen beskæftiger sig derfor også med tiden før kristendommen og islam, og den dokumenterer, at islam var stærkt påvirket af allerede eksisterende kulturer i området.
Vi er alle del af samme historie
– Det har været en væsentlig pointe at vise, at det ikke kun er islam, men også de øvrige store religioner, der har praktiseret kvindeundertrykkelse. Og det er en interessant kendsgerning, at kvinders vilkår synes at være blevet forværret op gennem historien, påpeger Laila Ahmed.
– I Egypten havde kvinder frem til den græske erobring i år 333 før Kristi fødsel ganske gode vilkår. På mange områder var de juridisk ligestillet med mænd, mens den græske og efterfølgende kristne kultur i høj grad undertrykte kvinder.
– I Grækenland måtte kvinderne ikke vise sig offentligt, og overklassens kvinder bar slør, fortæller Ahmed. Kvindens rolle var først og fremmest at producere arvinger. Den græske og indflydelsesrige filosof Aristoteles mente eksempelvis, at kvinden kun var en fysisk beholder, mens manden derimod gav barnet sjæl.
– Kristendommen indoptog mange af de negative forestillinger om kvinder, og det samme skete for islam, da den ekspanderede geografisk. Koranen blev først nedskrevet 200 år efter islam opstod som religion, og på samme tid begyndte de lærde også at formulere sharia-lovgivningen, og det var i den proces, at kvinders rettigheder blev væsentlig forringet, mener Ahmed.
– Vi bliver nødt til at erkende, at kvinder har fælles erfaringer, og at vi har brug for at forbinde vore historier – også i forskningen. De kulturelle påvirkninger i Middelhavsområdet har været gensidige, og det er ikke kun muslimske kvinder, der har været udsat for kvindeundertrykkelse.
– I moderne tid er forskellene heller ikke store. Der er en meget lille forskel mellem, hvornår vestlige og mellemøstlige lande giver kvinder stemmeret.
Fortolkningen er afgørende
Kvinder er stadig undertrykte i mange muslimske samfund, og der er ingen tvivl om, at det stadig er kontroversielt at stille spørgsmålstegn ved de dogmatiske sider af islam, understreger Ahmed.
– Det er muligt at åbne debatten om Koranen og dens nedskrivning, men det er stadig meget svært og ikke særligt vigtigt efter min mening, for i sidste ende handler det altid om fortolkningen.
– De moderne kvindelige fortolkere af Koranen henviser ofte til den islamiske trosbekendelse. Det gør de, fordi de er troende, men det har også et politisk formål. For at kunne gå ind i fortolkningen (om kvindespørgsmålet i islam. red.) må man bevise sin troværdighed som muslim.
Vesten er mistænkelig
Kvinder har dog også oplevet mange fremskridt i Mellemøsten, mener Ahmed og bruger sit eget hjemland som eksempel:
– Ligesom i Vesten er kvinder i dag vigtige i Egypten. Kvinder er synlige og aktive i det offentlige rum, de uddanner sig, arbejder og har succes i deres professionelle liv. En feministisk bevægelse synes på en måde irrelevant, fordi unge kvinder oplever, at de allerede har opnået meget i forhold til min generation.
Men en islamistisk feminisme er ifølge Ahmed en kompleks størrelse. I Mellemøsten er feminisme forbundet med kolonialisme og er af den grund blevet opfattet som en vestlig bevægelse.
Med terrorangrebet i New York den 11. september 2001 blev forholdet mellem Vesten og Mellemøsten yderligere forværret, og det påvirker igen synet på feminismen i en negativ retning, forklarer Ahmed.
– Krigene i Afghanistan og Irak er en fortsættelse af den imperialistiske politik, vi så under kolonialismen. Derfor er feminismen sammen med alt vestligt igen belastet. På samme måde med demokratiet – for hvem vil have demokrati, hvis man skal bombes for at få det?
– Det er paradoksalt, at man på den ene side ikke stiller spørgsmålstegn ved brugen af tekniske fremskridt, der stammer fra Vesten. Og på den anden afviser ligestilling mellem mand og kvinde i f.eks. familielovgivningen, fordi man betragter ændringer mod en sekulær lovgivning som vestlig.
Ifølge Ahmed er familielovgivningen et af de områder, hvor mange muslimske samfund halter bagud. Fordi lovgivningen bygger på sharia-lovgivningen, har manden lettere adgang til skilsmisse end kvinden, og han har også ret til at få forældremyndigheden over børnene ved ægteskabets opløsning.
– Egypten i dag er blevet mere islamisk orienteret, og selv om mange egyptiske kvinder kæmper for kvinders rettigheder, benytter de sig ikke længere af den tidlige egyptiske feministiske bevægelses retorik fra begyndelsen af det 20. århundrede.
– Dengang udtrykte de egyptiske feminister sig hjemmevant med europæisk sprogbrug og idealer, fordi de var uddannet i et europæisk uddannelsessystem. Men den bevægelse er stort set død nu.
– Fra 1970erne og frem til i dag har man derimod set en mere lokal feminisme, som udfolder sig inden for rammerne af den islamiske diskurs. Den er i virkeligheden mere demokratisk end den første, fordi den omfatter langt flere kvinder og i højere grad kan ses som en græsrodsbevægelse.
– Marokko er en undtagelse, da der inden for de sidste år er vedtaget en progressiv familielovgivning, der stiller kvinden bedre end før. Men, påpeger Ahmed, udviklingen i Marokko hænger i høj grad sammen med den nye konge, der arbejder for en anden politik end det ses i f.eks. Egypten.
Udviklingen i de 2 lande ligner alligevel hinanden. Marokko er også ved at blive islamistisk, det er den vej, det går i øjeblikket.
Den stærkeste feminisme i Vesten er muslimsk
En ny feminisme blandt muslimske kvinder gror imidlertid frem i Vesten, påpeger Ahmed. På grund af de konservative strømninger i Vesten er hvide feminister i dag meget udsatte, men det er helt anderledes med den islamisk funderede kvindebevægelse, som lever i Vesten.
– I Vesten er den islamistiske feminisme mere levende end nogen anden form for feminisme, i hvert fald i Amerika. Du ser mange flere muslimske feminister udtale sig som f.eks. den amerikanske islamforsker Amina Wadud.
– Og mange nye er nu på vej ind på universiteterne. De er dedikerede muslimer og feminister. Jeg er sikker på, at vi om ti eller femten år vil se en revolution inden for dette område.
De kvindelige fortolkeres islam er også anderledes end den patriarkalske udlægning af islam, mener Ahmed. Det er en udgave af islam, der har folkelige rødder og som er integreret i det almindelige, praktiske liv.
Leila Ahmed er overbevist om, at de nye unge fortolkere af islam i Vesten også i fremtiden vil påvirke situationen i de muslimske lande. Hun sammenligner situationen med katolske immigranter i USA.
– Mange af dem har fået stor magt. Det kan godt være, at Biblen og Vatikanet siger nej til abort og til skilsmisse, men det accepterer mange katolikker ikke. Det samme kan ske for islam, og det er første gang i historien, at muslimer lever i frie lande, hvor de kan sige, tænke og studere, hvad de har lyst til.
– Måske vil det i første omgang betyde et stort skel mellem immigranterne og deres hjemlande, men med tiden er jeg sikker på, at det vil have betydning.
Alt tøj er symbolsk
– Da jeg så sløret dukke op igen i 1970erne, opfattede jeg det selv som undertrykkende. Men min forskning har også gjort mig bevidst om i hvor høj grad jeg gennem min opvækst i et kolonialiseret Egypten selv er formet af den historie. Det interessante ved slørets symbolværdi er, at det kan betyde hvad som helst. Desuden er alt tøj symbolsk.
– Kolonimagten i Egypten udnyttede en feministisk retorik som et politisk våben over for de muslimske lande. Koloniherrerne påstod, at kvindens rolle i islam – og herunder brugen af tørklædet – var årsagen til de muslimske landes tilbageståenhed.
– Resultatet var, at kvindens rolle og i særdeleshed brugen af sløret blev et af de allervigtigste symboler i Mellemøsten i opgøret med imperialismen. I realiteten har det bevirket en forvanskning af kampen for kvinders frihed. Og desuden er det rent hykleri, for englænderne undertrykte samtidig den feministiske bevægelse hjemme i England.
– Selv om nogle kvinder er undertrykte, er det en fordom, at alle muslimske kvinder er undertrykte. Man behøver heller ikke at holde op med at bære slør eller være muslim for at være fri. Og for nogle kvinder er sløret derimod en modstand mod det vestlige samfund.
En del af debatten om kvindeundertrykkelse inden for islam har været præget af muslimske kvinders egne erfaringer. I Danmark har bestseller-forfattere som somaliske Ayaan Hirsi Ali med bøgerne “Jeg anklager” og “Ayaan – opbrud og oprør” spillet en stor rolle i manges syn på muslimske kvinder som undertrykte. Hertil kommenterer Ahmed:
– Ayaan Hirsi Ali har haft et hårdt liv, og hun har ret til at fortælle sin historie. Men hendes historie er subjektiv og hendes viden om islam i mange tilfælde mangelfuld.
– Bøger som Ayaan Hirsi Alis er for mange politisk fordelagtige, fordi de som kvindelige forfattere bekræfter eksisterende fordomme om islam og muslimske kvinder. Bøgerne er baseret på personlige erfaringer, og derfor er det forkert at acceptere dem som en autoritet i forhold til kvinders stilling generelt i islam.
Samlet feminisme på vej
Mens den feministiske stemme i islam vokser i Vesten, fremhæver Ahmed flere gange i løbet af interviewet, at det forholder sig modsat med den vestlige feminisme.
– Den feministiske stemme er forbavsende fraværende i hvert fald i USA. Der er nogle få feminister men ikke ret mange sammenlignet med 1979, hvor jeg kom til Amerika eller med 1980erne eller 90erne. Dengang var feminismen en meget vigtig bevægelse.
– Men alt bevæger sig i faser. Kvinder har opnået utroligt meget. Ikke bare stillinger på universiteter, i dag er køns- og kvindestudier helt normale, de har bare ikke mediernes bevågenhed. Jeg er sikker på, at der er en ny generation på vej, som er klar over, at de feministiske spørgsmål stadig er vigtige.
Leila Ahmed ser altså en positiv udvikling for kvinder på trods af de konservative strømninger, som hun mener præger tiden. Kvinder glemmer ikke feminismen og den skal nok vokse sig stærk igen.
Når det sker, håber Ahmed, at vi gradvis bevæger os væk fra de mange kategoriseringer inden for feminismen, og i stedet arbejder os fremad i samlet flok.
Leila Ahmed er i gang med en ny bog, der tager tråden op fra 1980erne, hvor “Kvinder og køn i islam – historiske rødder til en moderne debat” stopper. Den udkommer i 2009.
——
Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren efter direkte forespørgsel. Artiklen blev første gang bragt i webmagasinet FORUM for køn og kultur. Læs mere på FORUMs site http://www.kvinfo.dk/side/557/
FORUM udgives af KVINFO, et landsdækkende informations- dokumentations- og kulturcenter, som formidler kvinde- og kønsforskningens resultater til en bredt interesseret offentlighed.
KVINFO formidler viden om kønsforskellens betydning og arbejder for at synliggøre kvinders viden, erfaring og ekspertise. KVINFO arbejder for at forbinde kvinde- og kønsforskningen med de bevægelser i samfundet, der sætter fokus på viden, forandring og udvikling i forholdet mellem kønnene.
Kernen i centerets aktiviteter er KVINFOs bibliotek, der har status som forskningsbibliotek og yder en omfattende service til offentligheden.
