GRIBSKOV, 22, September 2008: Ahmads, Afghanistan, Diyar, Kurdistan, Manuel Nicaragua, Sara Danmark. En efter en står de frem og præsenterer sig. 12 drenge fra 15 til 17 år, de fleste fra Afghanistan, tre nicaraguanske skuespillere, og to repræsentanter for Mellemamerika Komiteen, der har taget initiativet til teatereksperimentet.
– I Nicaragua arbejder vi med børn og unge i risikogrupper i fattigkvartererne i landets gamle hovedstad León, fortæller Manuel Urtecho. Det her er noget andet. Nogle af børnene har oplevet, at deres forældre og venner er dræbt. I Nicaragua har vi stort set ikke flygtninge, så det er en ny situation for os.
Den nicaraguanske skuespiller understreger imidlertid, at målet er det samme: At bruge teatret til at gøre hårdt pressede mennesker bevidste om, at de har værdi, at de har rettigheder – og selvfølgelig osse pligter.
Drengene taler punjabi, kurdisk, farsi, arabisk, dari samt en lille smule engelsk og en lille smule dansk. Nicaraguanerne taler spansk.
– Men, kommunikation er ikke bare et sprøgsmål om ord, slår Manuel Urtecho fast. Det dokumenterer Pablo Méndez, da han efter at have slået en nicaraguansk rytme an på guitaren beder en af de afghanske drenge synge en sang hjemmefra. Ramadannats-trætheden hænger stadig i mange ansigter, men sangen kommer i gang, og efter få øjeblikke bliver der danset, sunget klappet i takten og drillet på livet løs. Som publikummer glemte man helt, at Pablo havde snakket spansk og var blevet forstået af den afghanske dreng.
Nicaraguanerne har ikke en drejebog med hjemmefra. Improvisationen er en del af metoden, så selvom mandagen kunne betegnes som generalprøve, er det ikke sikkert, at forestillingen bliver den sammen, når den vises på Strandgårdsskolen i Ishøj torsdag eftermiddag. Et står dog fast titlen er ”unges drømme og virkelighed”, og drengene fra asylcentret skal spille sammen med elever fra Strandgårdsskolen.
Betty Nansen Teatrets C:ntact/Taskforce og de nicaraguanske skuespiller har holdt flere workshops, blandt andet for at udveksle erfaringer, metoder og ideer. Og de var sammen om at planlægge nicaraguanernes bidrag til Europæisk Socialt Forum, der netop er løbet af stabelen i Malmø.
– De fleste af flygtningebørnene kom til Danmark i juni, fortæller deres klasselærer Sonnich Chr. Boesen Sonnichsen, der håber, at eksperimentet kan fortsætte – osse når nicaraguanerne er taget hjem.
Pablo Méndez mener, at en udveksling af fotos mellem børnene på asylcentret og dem fra fattigkvartererne i Nicaragua, kunne bruges til at holde kontakten.
– De her drenge har brug for kontinuitet, slår han fast.
Lørdag evaluerer Mellemamerika Komiteen eksperimentet.
