Den demokratiske præsidentkandidat i USA, Barack Obama, vil trække størstedelen af de amerikanske styrker ud af Irak i løbet af 16 måneder og i stedet rette større opmærksomhed mod Afghanistan, hvis han bliver valgt ind i Det Hvide Hus, skriver flere danske nyhedsmedier mandag.
Det er nødvendigt at afslutte krigen i Irak og fokusere på de “bredere strategiske mål”, og USA kan begynde i Pakistan og Afghanistan, hvor Taliban vinder terræn, og al-Qaeda har fundet et tilflugtssted, anfører Obama.
– Irak er ikke den vigtigste front i krigen mod terror, og det har det aldrig været, skriver Obama i en kommentar i “New York Times”. Derfor vil han styrke indsatsen i Afghanistan ved at sende flere soldater, flere helikoptere og mere civil hjælp til landet.