Socialdemokraternes udenrigsordfører, fhv. finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft, vender sig i Berlingske Tidende torsdag mod, at Danmark bruger mere end dobbelt så mange penge på at indsætte dansk militær i Afghanistan som til genopbygning og andre civile tiltag.
– Danmark bruger ca. en halv milliard kroner om året på den militære indsats. Til sammenligning anvender vi kun 200 mio. kr. på det civile arbejde. Det skal der rettes op på, så den afghanske regering og NATO får lokalbefolkningens tillid, siger Mogens Lykketoft til avisen.
Han understreger, at Socialdemokraterne ikke har lagt sig fast på, hvor mange penge, det drejer sig om, og hvordan den øgede genopbygning skal finansieres. Men kravet er præsenteret overfor VK-regeringen i forhandlinger, der for nylig blev indledt om Danmarks fremtidige indsats i det centralasiatiske land.
Det nuværende mandat udløber i 2009.