KOMMENTAR
Af Poul Nielson,
adj. Professor ved Aalborg Universitet, fhv. EU-kommissær og udviklingsminister (S), bragt i forkortet udgave i Berlingske Tidende torsdag den 15. november
Berlingskes kronik 29. oktober 2007 ”Hvordan måler man sejr i Afghanistan?” af Mikkel Vedby Rasmussen og Henrik Ø. Breitenbauch påkalder en reaktion.
De 2 kronikører fra Dansk Institut for Militære Studier er fortalere for at ”samtænke” Danmarks internationale militære og civile indsats, særligt med reference til Afghanistan.
Dette skulle nu have udviklet sig til ”samtænkning 2.0” , hvor man kan ”benchmarke” på basis af konkrete mål, som man kan opdele i konkrete delmål, der derefter kan evalueres. Alt sammen noget, der med lidt held kan give os en bedre forsvarspolitisk debat.
Denne bestræbelse på at indrangere de humanitære og udviklingspolitiske instrumenter i militære interventioner er ikke noget specielt dansk og er som fænomen heller ikke helt ny.
I EU har der været et vist pres fra flere medlemslande i retning af at se Fællesskabets instrumenter på disse områder som en velkommen tilføjelse af handlekraft og substans til de relativt små fremskridt med hensyn til opbygningen af den militære dimension af sikkerhedspolitikken.
Dette har især hvad angår den humanitære bistand nødvendiggjort en fast markering af den helt fundamentale betydning af respekten for princippet om den humanitære bistands neutralitet og integritet i forhold til parterne i en konflikt.
Det lykkedes – med noget besvær – at få de rigtige formuleringer båret igennem ind i forfatningstraktaten, og dette er heldigvis ikke ændret i reformtraktaten.
Adgangen for de humanitære hjælpeorganisationer til at levere bistand til ofrene i en konflikt afhænger helt og aldeles af, om disse organisationer opfattes som neutrale. Det er også hjælpearbejdernes eneste beskyttelse.
Netop i Afghanistan har man set amerikanske og britiske soldater, klædt i civil men bevæbnede, arbejde som var de humanitære hjælpearbejdere samtidig med at de indsamlede militære informationer m.v. Dette bragte naturligvis de rigtige hjælpearbejderes liv i fare, fordi respekten for deres neutralitet var kompromitteret.
Men når man ser tilbage på årtiers vellykkede militære FN-missioner og sammenligner dem med de aktuelle uoverskuelige og komplicerede situationer i Irak og Afghanistan er den afgørende forskel naturligvis, at FN-missionerne typisk drejede sig om fredsbevarende opgaver og ikke om at erobre et land eller at føre krig i det.
Nok så megen ”samtænkning” kan ikke ændre den kendsgerning.
Forestillingen om, at man kan ”omlægge soldaternes opgaver, så de også kan inkludere andre funktioner end krigerrollen” er en fortænkt forstillelse snarere end en samtænkning.
Den humanitære bistand mister umiddelbart sin troværdighed som neutral, og adgangen til dem, der skulle hjælpes, indsnævres til dem, der er på ens egen side i konflikten. Civilbefolkningen gøres til gidsler i konflikten.
Denne sammenblanding af rollerne er ikke kun ødelæggende i relation til den humanitære bistand, men også i forhold til mere udviklingsprægede aktiviteter.
Kronikørerne er godt nok imponerede over, at det ”amerikanske forsvar således har overtaget nogle af de mest progressive ideer på udviklingspolitikken og anvendt den ved fronten i Irak. Her giver amerikanske soldater f.eks. såkaldte mikrolån til foretagsomme irakere..”.
Det illustrerer netop militærets tendens til faglig arrogance over for hvad udviklingssamarbejdet går ud på og har af forudsætninger. Ikke at der er noget galt med mikrokreditter som sådan, men erfaringen siger helt entydigt, at sådanne tiltag skal være forankret lokalt og baseret på en høj grad af ejerskab og ansvar blandt deltagerne.
Dette gælder i øvrigt helt generelt i udviklingssamarbejdet, hvad enten det drejer sig om investeringer i infrastruktur, uddannelse, landbrug eller administrative og politiske reformer.
At man faktisk ikke bare kan ”samle alle udenrigspolitikkens instrumenter til en fælles løsning af de mest presserende opgaver” og at det er militærets rolle som militær, der ikke kan (eller for den sags skyld heller ikke bør) laves om, kommer til udtryk i kronikørernes fremhævelse af at ”så længe de danske soldater kæmper i det sydlige Afghanistan, må det være deres behov, som sætter dagsordenen for både forsvars-og udviklingspolitikken.
De 2 dagsordener skal med andre ord ikke samordnes eller samtænkes. De skal integreres. Der er først en udviklingspolitisk dagsorden, når den militære indsats har skabt en sikkerhedssituation, som gør udvikling mulig”.
For det første er der altså åbenbart en militær løsning på problemerne. For det andet virker det som om kronikørerne mener, at et meningsfyldt udviklingsarbejde enten forudsætter, at militæret et væk, eller at en slags fredsbevarende besættelse kunne være en mulig baggrund for et meningsfyldt udviklingssamarbejde.
Sammenholdt med kronikørernes fremhævelse af betydningen af konkrete mål og delmål, benchmarking og evalueringer (som om dette alt sammen var noget nyt) giver dette et billede af en naiv og distant opfattelse af, hvad udviklingssamarbejdet går ud på.
Kronikkens sidste ord er ”med lidt held kan benchmarks give os en bedre forsvarspolitisk debat”. Intet tyder i hvert fald på, at de kan give os en bedre udviklingspolitisk debat.
En jordnær tommelfingerregel ville nok være, at dersom der ikke er et godt militært formål med et engagement, så skal man ikke engagere militæret i det.
Poul Nielson har stillet dette indlæg til rådighed for u-landsnyt.dk i den originale version
