Hvordan er udsigterne egentlig for en genopbygning af de dele af Afghanistan, hvor der er danske styrker, spørger Information på lederplads lørdag. Bladet skriver bl.a.:
Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i sin seneste analyse, at “truslen for angreb og terrorhandlinger er høj i hele Afghanistan”. Men særlig stærk er den i Helmandprovinsen, hvor de danske styrker nu i endnu højere grad vil blive koncentreret. Det samme vil ske for den civile bistand.
Men er det overhovedet muligt i denne sydøstlige del af Afghanistan at bidrage til genopbygning af skoler og andre institutioner af vital betydning for samfundsudviklingen?
De danske bistands- og nødhjælpsorganisationer, der kunne yde et afgørende bidrag, vil ikke arbejde i Helmand. Situationen er for farlig, fordi Taleban-styrker går målrettet efter både lokale og udenlandske medarbejdere i sådanne projekter.
Som de demonstrerede under deres år ved magten, tolererer de kun undervisningsinstitutioner, der bygger på deres egen, forvrængede udgave af islam.
Hvis den civile genopbygning nærmest er umulig, hvad er så hensigten med den militære tilstedeværelse? Den kan ikke være at sende flere danske soldater afsted for at beskytte dem, der allerede er der.
Til gengæld kan den give en vis mening, hvis bestræbelsen er at forhindre Taleban i på ny at overtage magten. Skal det lykkes, kræver det imidlertid mere end udenlandske tropper. Og det er her, det ægte dilemma opstår.
Hvor længe skal vestlige landes soldater være stationeret, og hvor mange flere af dem skal blive ofre for Talebans og andre gruppers angreb, før tålmodigheden hører op?
I svaret på det spørgsmål ligger det store problem for regeringen og det store folketingsflertal. Der skal en ekstra indsats til for at overbevise befolkningen om, at det er ofrene og omkostningerne værd at blive i Afghanistan, slutter lederartiklen.
Lederen stod i dagbladet Information lørdag den 19. maj 2007