Udenrigsministeriets nye fremragende Afrika-analyse understreger, hvor besynderligt det er, at Danmark alligevel omlægger sin samlede internationale politik væk fra bløde civile til hårde militære sikkerhedsindsatser
Af Knud Vilby, kommentar i november-udgaven af Danidas månedsavis, “Udvikling”
Med en sammenhængende Afrika-analyse lægger Udenrigsministeriet op til nyformulering af dansk Afrika-politik. Analysen understreger, at politikken må omfatte både udviklingspolitik, handelspolitik, sikkerhedspolitik og traditionel udenrigspolitik. Afrikas nye potentiale belyses, men også de vældige udfordringer.
Det er et spændende dokument og en god illustration af Danmarks forudsætninger for at gennemføre en sammenhængende politik. Der er indsigt og erfaring, og Danmark har en troværdighed, som gør at en langsigtet indsats giver mening.
Der er muligheder for, at vi vil komme til at se et Afrika med fremgang og mindre fattigdom, men analysen viser også, at Afrika kan blive præget af endnu større konflikter, som også vil ramme vores verden på grund af grænseoverskridende krige og øgede flygtningestrømme.
Der er tæt sammenhæng mellem fattigdom, utilstrækkelig landbrugsproduktion og miljømæssig nedslidning. I mange områder af Afrika er forudsætninger for fremgang dårligere end for 30 år siden, fordi der bor langt flere mennesker på mere nedslidte jorder. Det er nemt at udpege områder, hvor udviklingen ikke kan fortsætte, uden at det vil føre til sult og millioner af nye miljøflygtninge.
Uden en stærkt forøget og mere bæredygtig landbrugsproduktion er det umuligt at bekæmpe sult og fejlernæring. Uden bedre uddannelse, ikke mindst af piger, og faldende fertilitet vil problemerne øges i område efter område, og der vil opstå nye konflikter.
Analysen nævner andre årsager til konflikt. Jeg vil kun omtale en enkelt. Globaliseringen har fornyet en global militant islamisk dagsorden. Afrika nævnes som et kontinent, hvor internationale terrorgrupper kan finde sikre tilflugtssteder.
Men det nævnes også, at der måske er vækst i religiøs fundamentalisme i Afrika, og det frygtes, at det er muligt at mobilisere unge frustrerede arbejdsløse afrikanske mænd til den islamiske kamp.
Miljømæssig nedslidning, utilstrækkelig fødevareproduktion, fattigdom, ulighed, polarisering og arbejdsløshed. Hiv/aids-katastrofen. Plus mere religiøs fundamentalisme. Det er en farlig cocktail.
Jeg har under rejser i Etiopien og Tanzania det sidste år talt med et væld af mennesker – kristne og muslimer – der uden at sige fundamentalisme, fortæller, at konkurrencen mellem religionerne er vokset.
Islamisk missionsvirksomhed er øget, og den suppleres i Tanzania med nye muslimske skoler og sundhedscentre. Meget af det er nyttigt for landet. Der er muslimske sundhedscentre med kristne ansatte, så det er bestemt ikke fundamentalisme det hele.
Men der er klart en skærpet religiøs konkurrence. Religion har igen fået ny betydning. I øvrigt styrket af stærkt konservativ amerikansk frikirkemission.
Der er ikke tvivl om, at Afrika-opgaven er vanskelig. Men Danmark har forudsætninger for at yde et stærkt bidrag.
Derfor er det vigtigt, at
1) Afrika stadig tegner sig for en meget stor del af den samlede danske bistand,
2) at Danmark i Sikkerhedsrådet vil arbejde for en bredere Afrika-politik og
3) at Danmark indtænker handel og sikkerhed i en samlet politik.
Det er næsten alt sammen positivt. Men så rejser der sig alligevel et stort fundamentalt spørgsmål, som ikke er diskuteret seriøst i det danske folketing eller fremlagt i sammenhæng af den danske regering:
Hvordan kan det være, at dansk udviklingspolitik i en så kompleks sikkerhedssituation omlægges fra at have sit hovedfokus på blød, civil og bistandsorienteret sikkerhedspolitik i et tæt FN-samarbejde, til en langt mere traditionel militært præget stormagtsorienteret sikkerhedspolitik?
Jeg ved, at mange er trætte af at blive ved med at høre det. Men over de sidste år er der sket en dramatisk nedskæring af miljø- og udviklingsibistanden. Den samlede nedskæring er langt større, end de af regeringen hævdede halvanden milliard kroner.
Samtidig er det meldt klart ud, at danske militære indsatser uden for Europa skal øges (statsministeren siger fordobles), og der er vedtaget et forsvarsforlig, hvor Det Radikale Venstre sikrede, at der ikke kom en krone i militære besparelser.
Med statsministerens fokusering på udsendelser af soldater følger et krav om, at de militære indsatser skal suppleres af civil bistand, og det betyder, at en del af et reduceret bistandsbudget trækkes over i lande, hvor dansk militær er aktivt.
Militærindsatserne styrer bistanden. I en civil sikkerhedsstrategi er det omvendt. Civile indsatser kan understøttes af FN-besluttede militærindsatser, men behovet styrer bistanden, ikke militæret.
Når udenrigsministeriet samtidig slår lande som Sudan, Afghanistan og Irak sammen og beskriver dem som ”forandringens trekant” understreges problemet. I Afghanistan fungerer militær og civil bistand kun dårligt sammen, og i Irak fungerer det slet ikke. Den nødvendige indsats i Sudan skulle gerne få en anden karakter.
Samtidig stilles der nye rent danske krav til den reducerede bistand. Returprocent har fået en ny betydning. Nu skal vi ikke blot tælle, hvor mange danske kroner, der kommer retur, men også hvor mange afviste asylansøgere, som sendes retur til deres hjemlande. Hårdt belastede lande, der ikke lever op til Dansk Folkeparts krav, ønskes straffet.
Nærområdestrategien er et andet nyt tema. Potentialet kan være positivt, men kun hvis temaet knyttes til u-landenes virkelighed og ikke blot til Danmarks, som både Dansk Folkepart og udviklingsministeren synes at ønske det.
Samlet står vi i en mærkelig situation: Der lægges fremragende papirer frem af udenrigsministeriet, og vi har de bedste forudsætninger for at lave en sammenhængende politik, som kan gøre en forskel.
Analysen viser, at det kan gøres på en måde, der sender et klart signal om, at vi ikke kommer for at genkolonisere, men for at bistå Afrika med at løse reelle problemer og være med til at mindske politiske og religiøse konflikter ved at vise, at en anden fremtid er mulig.
Det er Danmarks potentiale. Her har udenrigsministeriet en form for kernekompetence.
Men samtidig gennemføres der en overordnet udenrigspolitik
1) som styrker militær og svækker civil indsats,
2) som tenderer mod at lade de militære indsatser styre de civile,
3) som tager udgangspunkt i storpolitiske alliancer og tænker oppefra og ned,
FREM FOR at finde sit grundlag i den virkelighed, der eksisterer i de lande, som skal have ejerskab og styrke til deres egen udvikling.
I 1997 var de årlige udgifter til dansk blød sikkerhedspolitik på samme niveau som danske forsvarsudgifter. Hvert område kostede 15,5 milliarder kroner.
I dag, da det står lysende klart, at fattigdom, ulighed, miljønedslidning og menneskelig frustration er verdens alvorligste sikkerhedsrisiko, har vi øget militærudgifterne dramatisk, mens bistanden er skåret ned med omkring 3 milliarder kroner årligt.
Folketinget har diskuteret begge budgetter, men aldrig samlet. Vi har ikke haft en diskussion af, hvor Danmarks sikkerhedspolitiske kompetencer og muligheder er størst, eller af hvordan danske penge anvendes bedst.
Den nye Afrika-politik kan stadig blive et vigtigt skridt fremad. Men tænk hvor meget større og bedre skridtet kunne blive, slutter Knud Vilby.
Knud Vilby (62) er journalist, debattør og forfatter og har bl.a. været formand for den danske UNESCO-kommission, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening samt medlem af U-landsstyrelsen og programredaktør i Danmarks Radio. Han er netop hjemvendt fra Etiopien. e-mail [email protected]
