Greenpeace: Lars Løkke sparker benene væk under klimaet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

BARCELONA, 9. november 2009: Der hersker en mat stemning i klimaforhandlingerne i Barcelona, som slutter mandag og er sidste runde inden næste måneds klimatopmøde i København, skriver miljøorganisationen Greenpeace i en presseudtalelse.

“Forhandlingerne er nu i en værre tilstand end de var i Bali i 2007. De flytter sig ikke fremad men bagud. En af de ting, forhandlingerne i Barcelona vil blive husket for, er, at Afrika undervejs forlod forhandlingerne i vrede”, hedder det.

– USA er stadig det svageste led, sådan som Greenpeaces rangering af klimaforhandlingernes største spillere også viser. Men EU bruger det faktum til at gemme sig. Vi forstår godt Afrika og mange andre u-landes store frustration, siger Tove Maria Ryding, klimamedarbejder i Greenpeace fra Barcelona. – Det er simpelt hen helt uacceptabelt, at de fattigste lande skal trække hele læsset, føjer hun til.

En anden nyhed fra Barcelona-forhandlingerne var, at Danmark for første gang nogensinde modtog hadeprisen “fossil of the day”, som NGOerne uddeler hver dag under klimaforhandlinger til det “mest bagstræberiske land”. Lars Løkke Rasmussen er som Danmarks statsminister vært for klimatopmødet, og det er en rolle, han ikke udfylder, gøres det gældende.

– Lars Løkke Rasmussen sparker benene væk under klimaet. Han svigter fuldstændigt sine værtsforpligtelser. Han går udelukkende efter et fint billede med rød løber og smilende verdensledere end efter en egentlig klimaaftale, der kan imødese de store klimaproblemer, vi står overfor, mener Jon Burgwald, klimamedarbejder i Greenpeace, der er med i Barcelona.

Greenpeace kræver en juridisk bindende aftale med reduktionsmål i udledningen af drivhusgasser på mindst 40 procent i de rige lande, begrænsninger i u-landene og en finansieringsmekanisme. – Vi kan stadig nå det, understreger Tove Maria Ryding.

– Det eneste, vi mangler, er politisk mod og vilje. Det kræver handling fra verdens rigeste lande. De skal ikke fra deres ansvar men tage det på sig og lave en international juridisk bindende aftale nu, konkluderer hun.