Søren Pind i nyt Venstre-angreb på FN

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FN er så tungt og bureaukratisk, at det ikke kan bruges til noget, mener Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

– FN er ikke en organisation, der har gjort særlig meget godt her på jorden. Som regel er det kun blevet værre, når man har haft en aktivistisk generalsekretær, og derfor er jeg kun glad for, at vi har fået en mindre aktivistisk af slagsen, siger Søren Pind.

I årtier har FN spillet en nøglerolle i dansk udenrigspolitik, men Pind mener, at FN er befolket af så mange diktatorer og udemokratiske lande, at det aldrig bliver et meningsfyldt forum for at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

– Alle FN-medlemmer har underskrevet FN-pagten, men ethvert diktatur overtræder den dagligt, siger Søren Pind, der i stedet foreslår en demokratiernes sammenslutning.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) imødegår kraftigt Pinds betragtninger. Pind kalder FN for “en snakkeklub” og hævder, at hans holdning “grundlæggende er Venstres”. Det er Venstres formand ikke enig med ham i.

– Jeg har set Søren Pinds udtalelser. Jeg har også set udenrigsministerens udtalelser, og dem er jeg i sagens natur hundrede procent enige i. Ud af det kan du så konkludere, at Søren Pind og jeg ikke er enige. Udenrigsministeren har så glimrende udtalt regeringens synspunkt omkring FN. Det dækker i sagens natur også mine. Sådan er det jo, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Socialdemokraternes partiformand, Helle Thorning-Schmidt, siger til Ritzau, at “jeg synes, det er skadeligt for Danmark, det Søren Pind siger, og det er skadeligt for FN. Derfor er det ret alvorligt”.

– I 50 år har vi haft den holdning i Danmark, at FN måske ikke er perfekt, men er en god organisation, som vi hele tiden skal forbedre, men som vi skal bakke op om, anfører hun.