Efter visitter i Zimbabwe, Nepal og Bangladesh tager udviklingsminister Søren Pind (V) nu til vort største samarbejdsland indenfor bistanden overhovedet, nemlig Tanzania.
Rejsen til det store østafrikanske land varer fra søndag den 2. maj til onsdag d. 5. maj og besøget vil have fokus på erhvervssektoren
På udviklingsministerens dagsorden er bl.a.
* “World Economic Forum” i Dar es Salaam
* Sundhed i Dodoma
* Ejendomsret til landbrugsjord i Morogoro
* ”One UN-initiative”
Udviklingsministe-ren ankommer om søndagen, hvor han bl.a. skal deltage i “World Economic Forum on Africa” og diskutere Afri-ka-Kommissionens anbefalinger med politikere og erhvervsfolk fra hele verden.
“World Economic Forum on Africa” arrangeres af den uafhængige internationale organisation af samme navn, der også står bag de årlige prestigefyldte World Economic Forums i Davos i Schweiz.
Under besøget skal ministeren rundt i Tanzania og opleve, hvordan Danmark med et omfattende sundhedsprogram er med til at forbedre befolkningens adgang til medicin og lægehjælp, og hvordan fattige bønders rettigheder styrkes ved, at de får sikret deres ejendomsret til landbrugsjorden ved udstedelse af skøder.
Han skal tillige se, hvordan Danmark er med til at forbedre miljøet for de fattige i byerne.
Besøget giver mulighed for at drøfte reformer af FN-systemet, idet Tanzania er pilotland for det såkaldte ”ONE UN-initiativ”, hvor alle FN-organisationer forsøges samlet omkring ét program, ét kontor, én chef og ét samlet budget.
Tanzania har modtaget dansk bistand siden u-landshjælpens barndom i begyndelsen af 1960erne, og den samlede danske støtte løber op i 8 til 9 milliarder kr. gennem årene.