Da den danske bistand til Eritrea, Malawi og Zimbabwe blev standset i begyndelsen af dette årti, gik vore støtteprogrammer til at udvikle landbruget i disse lande samme vej.
Når også Vietnam glider ud af Danida-varmen i 2012, forsvinder atter et stort og alt i alt velfungerende landbrugssektorprogram.
Det er allerede 4 u-lande, hvor vor bistand til Den 3. Verdens vigtigste erhverv og hovedkilde til mad på bordet enten er helt væk eller snart er det.
Men det slutter ikke her. I land efter land, hvor Danida er langt fremme i skoene – de såkaldte programsamarbejdslande – går det i samme retning.
Og vel at mærke, mens den danske bistand fortsætter. Den lægges bare om og dirigeres over til andre formål, mens landbrugssektor-programmerne er de store tabere.
Lad os tage et vue med udgangspunkt i det materiale, som Danidas embeds-værk har forfattet til politikerne.
Intentionerne er nemlig nævnt i følgepapirerne (anmærkningerne) til VK-regeringens finanslovforslag for 2010.
NICARAGUA – “PRODUKTIVT (NYT) LANDBRUGSPROGRAM” – PIST VÆK
Vi begynder i NICARAGUA, som er Danidas eneste program-samarbejdsland i Mellemamerika.
Det er synd at sige, at der står ret meget om dét, som Danida kalder “sektorprogramstøtte til landbruget”. Nemlig blot 7 ord: “Hovedparten af programmet er afsluttet i 2009”.
Ikke et ord om, hvorfor det afsluttes. Hvis man vil finde ud af, hvad det hele – og dermed mange års indsats – ellers gik ud på, må man kigge i anmærkningerne til finansloven fra året før. Her står, at støtteprogram-met “bidrager til beskæftigelse og produktivitet blandt små og mellem-store landbrug gennem overførsel af teknologi og ydelse af kredit”.
Mere præcist havde sektorprogrammet 3 hoveddele: 1) Faglig og teknisk rådgivning i bedre produktionsmetoder. 2) Kreditgivning til små og mellemstore brug. 3) Generel rådgivning og støtte til at udvikle landbrugspolitikken.
“En ny fase…. blev iværksat i 2004 og beløber sig til 144 mio. kr. over 5 år. Kreditdelen i programmet vil blive forlænget ind i 2011 for at sikre en glidende overgang til en forventet kreditkomponent i et nyt produktivt landbrugsprogram fra 2011”, står der slutteligt i forrige års finanslovforslag.
Men hov! Hvor er det nye “produktive landbrugsprogram” blevet af? Hvad er der sket i mellemtiden?
Jo, Nicaragua har aldrig været Venstres kop te. Dav. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) kæmpede i sin tid med næb og klør imod, at den mellemamerikanske nation blev samarbejdsland for Danida – og det var først, da socialdemokraten Helle Degn kom til, at titlen program-samarbejdsland kom i hus i 1993.
Nu har en Venstre-politiker igen ansvaret for u-landsbistanden, og Ulla Tørnæs har benyttet de politiske forhold – “fortsat forringelse af de demokratiske vilkår” – som hovedargument for at skære betydeligt ned i bistanden fra i år.
Som det hedder på Danida-dansk: “På denne baggrund og med det formål at finansiere regeringens opfølgning på Afrika-kommissionens anbefalinger er der gennemført en nedjustering af bistanden til Nicaragua”.
Pengene tænkes i klartekst overført til Afrika, så de kan være med til at finansiere Afrika-kommissionens og regeringens store tanker om erhvervsudvikling på det nødlidende kontinent.
Nogle af de mange, der betaler prisen, er Nicaraguas fattige bønder. De mister kreditter og andre tiltag, som var stillet i udsigt i det “nye produktive landbrugsprogram fra 2011”.
Dette program er pist væk, endog planerne om det er fjernet fra følgeteksten i år. For planerne eksisterer nok ret beset ikke mere.
Uanset hvad: Det var samtidig landbrugssektorprogram nr. 5, der forsvandt i kredsen af nuværende og tidligere danske samarbejdslande.
BENIN – NÅR ET LANDBRUGSSEKTORPROGRAM UDVANDES
Vi bevæger os over til Afrikas vestkyst, nærmere betegnet det relativt lille, men også politisk stabile land ved Guldkysten, BENIN (Dahomey i “gamle dage”).
Her holder Danida en høj profil. Snart bare ikke længere indenfor bistanden til landbruget.
Det siges ikke ligeud i tillægget til finanslovforslaget for 2010, at landbrugssektorprogrammet bliver nedlagt. Nej, det får bare et nyt navn: “Sektorprogramstøtte til økonomisk udvikling i landområder”. Hvad der er i vejen med det “rigtige” helstøbte sektorprogram, som har kørt i mange år, fremgår ikke.
Måske kan dette udledes af, hvad det nuværende program går ud på, og hvordan det nye tænkes at komme til at se ud.
Den seneste fase af sektorprogrammet (2004-2011) har 171 mio. Danida-kroner i bagagen og fokuserer på 4 områder:
1) Støtte til private tiltag, som sikrer bedre opbevaring, forarbejdning og markedsføring af 4 udvalgte afgrøder (så bønderne bl.a. ikke er så afhængige af prisen på bomuld),
2) Hjælp og rådgivning til institutioner, der giver mikrolån, og links mellem dem og den formelle finanssektor (banker m.v.),
3) støtte til at gøre landbrugsministeriet mere effektivt og
4) relevant forskning i afgrøder og udvikling af nye lavteknologiske maskiner og redskaber.
Hvad bliver der så tilbage i det nye omdøbte program? Danida skriver, at man vil videreføre “en række erhvervsrelaterede aktiviteter”. Man må spørge: Dækker dette kodeord mon over bistand til de fattige småbønder? Dem, der kun har til dagen og vejen og tæller langt de fleste i Benin. Man kan vist have sin tvivl.
Hvad er det så, der forsvinder? Vi citerer: “For andre aktiviteters vedkommende, herunder elementer af den igangværende støtte til forskning og institutionel støtte, vil der blive udarbejdet planer om udfasning”. Udfasning betyder lukning pø om pø.
Forskning i lokalt tilpasset landbrugsteknologi har ethvert u-land brug for, og institutionel støtte er i reglen en hjælpende hånd til landbrugsministeriet, konsulenttjenesten og bondeorganisationerne.
Netop om Benin har Danida gang på gang skrevet i sine årsberetninger, at landbrugsministeriet er “trægt” at arbejde med. Det går langsomt og besværligt. Men er netop dette ministerium ikke det vigtigste erhvervsministerium i snart sagt ethvert u-land?
Og er det ikke meningen, at vi som en “god” bistandsyder skal have slidstyrke til at søge bæredygtige løsninger på langt sigt? Eksempelvis i form af en “langsommelig” opbygning af modtagerlandets institutioner og systemer?
Vi kunne blive ved. Og skal ikke dvæle ved de mange gode resultater, som ifølge Danidas årsberetninger er opnået for tusindvis af fattige beninere via landbrugssektorprogrammet.
Det program, der nu udvandes og reelt bliver noget ganske andet og ikke kun af navn.
KENYA – TUSINDER AF FATTIGE SMÅBØNDER BLEV HJULPET, MEN NU ER DET SLUT
Vi bevæger os længere østpå, nemlig til Kenya.
Også her er landbrug under udfasning som dansk bistandsprioritet, dog mindre pludseligt end i Eritrea, Malawi og Zimbabwe. At landbrugs-bistanden nedprioriteres, er ikke noget, der står skrevet i de offentlige papirer. Det hedder i stedet, at man vil effektivisere den samlede donor-bistand. Det argument kommer tydeligt frem i Danidas årsberetning for 2007.
I afsnittet om Kenya beskrives den nye fælles strategi – Joint Assistance Strategy – mellem 17 donorer og Kenyas regering. Ifølge denne strategi ”vil Danmark udfase sin støtte til vand- og landbrugssektorerne og fortsætte støtten til sundhed, miljø, erhverv og god regeringsførelse”. Altså som følge af en arbejdsdeling mellem donorerne.
Men har Danmark nogen sinde budt ind på at fortsætte i landbruget overfor de andre dononer og den kenyanske regering?
Det var der ellers gode grunde til. Der har været danske landbrugs-projekter og -programstøtte i mange år i Kenya og opbygget en betydelig erfaring om netop landbrugsudviklingen.
Og hvis man skal tro Danida, har det hjemført gedigne resultater. I Program – og projektorienteringen (internt på Asiatisk Plads kaldt karakterbogen”) for 2004 gøres plusserne op for årene siden 1996:
Op imod en halv million mennesker har været involveret i små landbrugsprojeter i 4 distrikter. Folk er trænet i aktiviteter, som kan øge deres ellers magre udkomme. Det kan være alt fra lokal produktion af såsæd til fælles tyrestationer og forbedrede metoder til salgbar honningproduktion. Ligesom kvinderne er blevet sparet for de lange daglige ture efter det kostbare vand via nye brønde og mindre anlæg til vandforsyning.
HUSKER DU RURAL DEVELOPMENT FUND?
Vi understreger, at det kun er et udpluk. Og der har da også været skæverter, især hvis vi går længere tilbage end 1996.
Nogle husker måske endnu den herostratisk berømte “Rural Development Fund” (RDF), hvor Danida gik stærkt ind for at hjælpe landsbyer rundt om Kenya med at skaffe ting højt på ønskelisten, fra kvægbade til små jorddæmninger.
Det viste sig senere, at alt for mange penge aldrig var nået ud til bønderne, endsige småbønderne. Men det skyldtes nu mindst lige så meget korruptionen i netop Kenya som Danida.
Har de fleste glemt den affære, kan nogle måske huske, hvordan forfatteren og filmmanden Tørk Haxthausen begik TV-serien “Udvikling” med udspring i hans erfaringer som udsendt i en ofte barsk og uforståelig afrikansk virkelighed. Dramaet blev vist på DR omkring årsskiftet 1982-83 og faldt i 3 dele med overskrifterne “Ankomsten”, “Tørken” og “Vandet”.
Det handlede om udsendte fra Danida, der skal lave et projekt i en lille landsby i Kenya. Med bl.a. Ole Ernst og Peter Steen i fremtrædende roller viste serien, hvor vanskeligt arbejdet som udsendt er – helt derude, hvor det gør ondt, og hvor de fattige er.
Men indsatsen fortsatte jo og med mange gode resultater trods alt. For alle vidste, HVOR vigtigt arbejdet for de mange ude på landet var – og er.
Det var vel derfor, at Danida i 2005 valgte at lancere et egentligt samlet støtteprogram for landbrugssektoren. Det skete efter læsten med faseopdelte sektorprogrammer, såkaldte ASPS (Agricultural Sector Programme Support) .
Det nye ASPS sigtede på at støtte regeringen med at få gang i den nye nationale landbrugsstrategi, der skal stimulere væksten i sektoren.
Danmark ydede – og yder lidt endnu – støtte til udviklingen af de over-ordnede institutionelle rammer for sektoren, til en sammenhængende planlægning, infrastruktur, opbygning af landbrugsorganisationer, øget adgang til kreditter og generel markedsorientering af sektoren. Bevillin-gen er på 198 mio. kr. over 5 år fra 2005 til 2010.
FØRSTE FASE BLEV OGSÅ DEN SIDSTE
I Kenya blev ASPS præsenteret som et “første-fase” program med udsigt til flere.
Ikke så underligt, at man regnede med at køre videre. Landbruget var en af de sektorer, man ville satse på fra dansk side. Det stod klart og tydeligt i den nye landestrategi, som blev godkendt i 2006.
Alligevel lukker hele molevitten i 2010. Første fase blev også den sidste.
Hvorfor? Koncentration på færre sektorer som led i en arbejdsdeling mellem donorerne, siger Danida. Men hvorfor fik lige netop landbruget fingeren?
Uanset hvordan man vender og drejer det, vil de færreste vel betegne det som en styrkelse af fattigdomsprofilen i vor bistand til Jomo Kenyattas og Karen Blixens nation.
Hvilke konsekvenser får det så?
Ja, Kenya er ikke på samme måde som Malawi og Eritrea afhængig af få donorer i landbrug. Det østafrikanske land har også en væsentlig større landbrugsøkonomi, men spørgsmålet er, om de tilbageblevne donorer, regeringen i Nairobi og den private sektor er bedre i stand til at fostre landbrugsudvikling uden – end med – direkte dansk involvering i landbrug.
Spørgsmålet skal tillige stilles i en anden sammenhæng, end da landbrugsprogrammerne i Eritrea, Malawi og Zimbabwe blev lukket.
Vi trækker os nemlig ud af Kenyas landbrugssektor under en global økonomisk krise og en ikke afsluttet fødevarekrise. Og det er ikke uvæsentligt. For Kenya regnes ligesom Eritrea, Malawi og Zimbabwe for at være mellem de 12 lande i verden, som er mest udsatte for klimaforandringer og dermed fødevarekriser.
Den slags går altid ud over de fattigste. I klartekst: Småbønderne, daglejerne m.v. ude på landet.
Hvordan det opleves af den enkelte, kan man læse mere om på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-11-09/debat-om-landbrugsbistanden-6-hos-joyce-i-kenya-so
Vi drager videre gennem landbrugssektorprogrammernes svindende skare i morgen.
