MADRID, 20. Oktober 2008: Det spanske dagblad El País anklager i en usædvanlig skarp leder mandag Nicaraguas sandinistiske præsident Daniel Ortega for at ville genindføre det diktatur, som han var med til at styrte i 1979.
Efter halvanden linjes indledende ros over, at sandinisterne ”fordrev tyrannen Somoza, der havde gjort Nicaragua til sin private finca”, anklager det ansete blad præsidenten i det mellemamerikanske land for magtmisbrug og korruption.
Baggrunden er systematisk forfølgelse af kritiske civilsamfundsorganisationer samt udelukkelse af de 2 væsentligste oppositionspartier fra kommunalvalget søndag den 9. november.
Den anerkendte journalist, eks-sandinist og direktør for det kritiske ugeblad Confidencial samt medieforskningsinstituttet CINCO Carlos Fernando Chamorro er blevet Ortega-regeringens yndlingsskydeskive.
Forleden stormede en stor politistyrke CINCOs kontor med krav om udlevering af centrets regnskaber. CINCO beskyldes sammen med blandt andre svenske Forum Syd og britiske OXFAM for hvidvaskning af penge fra en fællesfond, som den danske ambassade i hovedstaden Managua er ansvarlig for.
Carlos Fernando Chamorro er søn af Pedro Joaquín Chamorro, der som regeringskritisk redaktør af dagbladet La Prensa blev myrdet af diktatoren Somozas styrker (Somoza blev selv senere snigmyrdet i sit eksil i Paraguay).
Hans mor, Violeta de Chamorro, vandt i 1990 præsidentvalget over Daniel Ortega.
“Journalister uden Grænser” kritiserer Ortega-regeringens indgreb mod CINCO og andre NGOer. I en pressemeddelelse kalder organisationen regeringens aktioner for “intolerante, uretfærdige og agressive”.
Osse latinamerikanske og europæiske forfattere protesterer. Blandt dem portugisiske José Saramago, der mener Daniel Ortega har ”dårlig samvittighed” og ”skammer sig over sin egen fortid”.
u-landsnyt.dk har i godt en uges tid forgæves søgt at få en kommentar fra ambassaden i Managua og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).