Stor bog nu klar om Mozambique og Danmarks bistand til landet gennem 30 år

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Torsdag den 9. oktober lanceres en med spænding imødeset ny bog “De gode menneskers land – Danmark i Mozambique” skrevet af journalist Peter Tygesen.

Den handler om 30 års dansk bistandssamarbejde med den tidl. portugisiske koloni i Sydøstafrika, men giver også et indblik i selve landet suppleret med reportager fra nutidsforholdene.

Bogen lanceres af Udenrigsministeriet, der har finansieret arbejdet, i Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads 2 på Christianshavn kl. 16.30 – se også u-landsnyts rubrik “Dansk kalender” under dato 09.10.08

Den er et eksperiment – Peter Tygesen har fået fuldstændigt frie hænder.

– Danida så ikke manuskriptet, før det lå hos bogtrykkeren, og jeg lavede arbejdet i et samarbejde med den konsulentgruppe, der evaluerede de seneste 15 års bistand til landet. Det betød, at jeg fik adgang til al deres materiale, alle deres interviews og al deres ekspertise. Det var spændende, men stressende, fordi arbejde for Danida praktisk talt altid gennemføres under stort tidspres, gør forfatteren gældende overfor u-landsnyt.dk

Her er foromtalen fra forlaget People’sPress:

Dansk udviklingsbistand var for en gang skyld forsidestof, da “Nyhedsavisen” og TV 2 satte fokus på svindel med bistandspenge og beskyldte Udenrigsministeriet for lukkethed.

Men i et enestående åbent samarbejde med Danida har den anerkendte journalist og forfatter Peter Tygesen deltaget i en uafhængig gennemgang af bistanden til Mozambique.

Sammen med et hold af verdens skrappeste bistandsrevisorer er han rejst til landsbyer og slumkvarterer og har talt med folk om, hvordan deres liv har formet sig gennem de 30 år, Danmark har givet bistand. Har de mærket noget til den?

Danmark har ydet u-landsbistand siden begyndelsen af 1960erne, og det sydlige Afrika var fra begyndelsen et vigtigt mål. Her ville Danmark hjælpe undertrykte sorte med at befri sig fra hvide racisters undertrykkelse og dernæst støtte dem til at skabe et bedre liv.

Tygesen fortæller hele historien fra dengang, da en gymnasieelev og en teologistuderende fik sendt de første danske frivillige af sted til Mozambique.
Siden har landet været gennem krig, oprør og genopbygning, hele vejen med danskere som vidner og deltagere.

Gennem de seneste år er Mozambique blevet en af de største modtagere af dansk bistand, og Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke (V), Ulla Tørnæs (V) og Prins Joachim har alle været på nylige besøg.

I “De gode menneskers land” beskriver Peter Tygesen, hvordan samspillet foregår mellem almindelige menneskers hverdag og Danmarks forsøg på at påvirke livet i Mozambique – gennem alle forandringerne.

Med indblik i ambassadens beslutninger, de udsendtes vilkår og landets politiske realiteter beskriver han bistandsarbejdernes dilemmaer, når landets regering tilsyneladende er kommet så meget til hægterne, at den er blevet arrogant og korrupt.

Og han følger med, når bonden beslutter, hvor han skal sælge sine tomater, eller hvad han skal købe for de små indtægter fra årets høst.

Efter sin roste bestseller “Congo formoder jeg” skildrer Peter Tygesen, gennem personportrætter og livshistorier fyldt med billeder fra den afrikanske hverdag, et hjørne af den store verden, hvor Danmark spiller en rolle.

“De gode menneskers land” er en kritisk, relevant og dybdegående bog til alle, der elsker velfortalte historier fra virkeligheden og solid indføring i et af tidens vigtige emner, hedder det.

Peter Tygesen
DE GODE MENNESKERS LAND
Danmark i Mozambique
Ca. 500 sider, vejl. pris: 299 kr.

Bogen udkommer den 16. oktober 2008 på People’sPress

Yderligere oplysninger hos:
Nanna Thylstrup, PeoplesPress
Vester Farimagsgade 41, 1606 Kbn V
E-mail: [email protected]
Tlf. 72 21 70 71