Den danske genopbygningindsats i Irak er spild af kræfter og går mest af alt ud på at bruge 50 mio. kr. om året.
Sådan lyder kritikken fra den tidligere rådgiver Hewi Babakhan, der i marts afsluttede 2 års arbejde for Danida med genopbygning i Basra og Bagdad, skriver DR online fredag.
Da de danske soldater forlod Irak, gik man fra at bygge broer, skoler og vandingsanlæg til at rådgive regeringen i Bagdad. Men dermed har Danmark også opgivet muligheden for at gøre en forskel, mener dansk-irakeren Hewi Babakhan.
– Det er spild af ressourcer og menneskeliv. Genopbygning kræver, at der er noget der er revet ned, og at du genopbygger det. Det gør vi ikke, siger han.
Hewi Babakhan peger på, at store sprogproblemer gør, at de 5 danske rådgivere i Bagdad stort set kun mødes med folk der taler engelsk, det vil sige andre donorlande og enkelte embedsmænd. Han mener også, at det meget svært at få noget ud af at rådgive en administration, der er så korrupt som den irakiske.
Kritikken afvises af Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V): – Den måde, vi yder bistand på til Irak i dag, er noget der tager tid, og derfor er det endnu alt for tidligt at vurdere de konkrete resultater af den danske indsats.
Rådgivningskontoret i Bagdad blev oprettet i foråret 2007 og har siden januar i år været drevet af konsulentfirmaet NIRAS for Danida.