Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) opnår en suveræn sidsteplads bag sine 18 ministerkolleger i VK-kabinettet, når det kommer til mængden af omtale i aviser, fagblade og internetmedier, skriver flere nyhedsmedier tirsdag.
– Ulla Tørnæs er jo ikke kendt for at være Nordeuropas mest karismatiske politiker, for nu at sige det pænt, siger politisk kommentator Henrik Qvortrup. Han kalder Tørnæs “et svagt led i regeringen, der mest har opnået sin position ved at være kvinde”.
1.257 artikler har indeholdt navnet Ulla Tørnæs, siden den seneste regering blev præsenteret 23. november 2007 efter et folketingsvalg, hvor Venstre gik 6 mandater tilbage og Tørnæs sneg sig ind på et af de yderste mandater.
Det er over 16.000 færre artikler end statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på en forventet førsteplads, mens både klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) med 4.507 artikler og udenrigsminister Per Stig Møller (K) med 4.206 artikler scorer næsten 4 gange mere omtale end Tørnæs.
Og det selv om de har overlappende områder med netop udviklingsministeren.
Den eneste minister, der nærmer sig en bundskraber a la Tørnæs, er videnskabsminister Helge Sander (V) med 2.101 artikler. Til sammenligning er Socialdemokraternes partileder, Helle Thorning-Schmidt, omtalt i 5.955 artikler.
Kilder: Danske dagblade, regionale dagblade, fagblade, nyhedsbureauer og netaviser søgt gennem artikeldatabasen Infomedia.