Socialdemokraterne beskylder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at stå bag beslutningen om at oprette et nyt “Lomborg-center”, skriver dagbladet Børsen tirsdag.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besluttede således i december at yde 4,4 mio. kr. til et center på Handelshøjskolen, som skal forberede og afvikle den næste såkaldte Copenhagen Consensus konference i 2008, og hvor den kontroversielle miljøforsker, Bjørn Lomborg, skal virke.
Fogh har tidligere personligt sikret, at Bjørn Lomborg fik penge til sin forskning, der bl.a. anfægter den fremherskende teori om en klimatrussel i form af voldsomme menneskeskabte klimaforandringer.
Statsministeren afviser i et svar til Socialdemokraternes miljøordfører, Pernille Blach Hansen, at oplyse, hvilken indflydelse han selv eller embedsmændene i statsministeriet i denne omgang har haft på udviklingsministerens beslutning.
Politiske kilder har tidligere været inde på, at kontroversielle tiltag i forhold til u-landshjælpen, som er udviklingsministerens ressort – senest det voldsomme indhug i u-landsoplysningen – reelt har været styret og bestemt af kræfter i regeringens top.
Kilder kalder uvenligt overfor u-landsnyt.dk Ulla Tørnæs for “Foghs og Troels Lund Poulsens nikkedukke på Asiatisk Plads”, mens røster i u-landsmiljøet ikke viger tilbage for den lidet flatterende betegnelse “Foghs lille statholder”.