Danmark træner irakiske politifolk i menneskerettigheder

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mandag sluttede det andet af 2 danske kurser, hvor irakiske dommere, fængselsfunktionærer og politifolk har fået undervisning i politiefterforskning og menneskerettigheder.

Kurserne er en del af den såkaldte EUJUST LEX-retsstatsmission, som er EUs program for opbygning af en irakisk retsstat. I alt har 80 irakere fået undervisning i Danmark, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtaler:

– Regeringen anser beskyttelse af menneskerettigheder for at være en central del af vores samarbejde med Irak. Ved at undervise irakisk politi, dommere og fængselsfunktionærer i, hvordan man overholder menneskerettighederne i det daglige efterforskningsarbejde, bidrager Danmark til at hjælpe irakerne med at opbygge en velfungerende retsstat med respekt for menneskerettigheder.

– Samtidig er jeg meget tilfreds med, at træningen er en del af et fælles europæisk projekt, hvor nordiske og baltiske lande har bidraget til kurserne i Danmark. Fra dansk side ønsker vi, at EU involverer sig mere i Irak.

EUs udenrigsministre vedtog den 21. februar 2005 at iværksætte EUJUST LEX-programmet for Irak. Formålet er at støtte opbygningen af retssektoren og politiet i Irak og styrke det tværgående samarbejde mellem irakiske dommere, politi og kriminalforsorg.

Ud over de danske kurser er der holdt 8 andre kurser; 2 i Frankrig, ét i England, ét i Italien, ét i Belgien, 2 i Holland og ét i Tyskland. EUJUST LEX-programmet er et vigtigt led i EU’s indsats i Irak.

De 2 danske kurser har fundet sted i slutningen af 2005 og her i januar og er afviklet af Rigspolitiet i samarbejde med Finland, Letland, Litauen og Sverige. Disse lande har på forskellig vis bidraget med undervisere og medfinansiering.

Danmarks andel af udgifterne til kurserne, i alt 2,7 mio. kr., er finansieret over den danske genopbygningsbistand til Irak, som hører under udviklingsministeren.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) udtaler:

– De netop afviklede træningskurser er et meget vigtigt element i den danske genopbygningsbistand til Irak på retsstats- og menneskeretsområdet. Kurserne bygger fint videre på den polititræning, vi finansierer i selve Irak og på vores andre aktiviteter, såsom støtte til et center for torturofre og til et NGO-hus i Basra.

– Også i de kommende år vil menneskerettigheder, demokrati og reformer i retssektoren være en central del af vores støtte til Irak.