Af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V)
Indlæg i Politiken, 3. januar 2006
Med 50 mio. kr. er Danmark blandt de første donorer til FNs nye humanitære katastrofefond.
Det forventes, at det internationale samfund handler i disse situationer. Så begynder det store sammenligningsspil at køre: Hvem giver hvor meget? Hvem modtager blandt organisationerne? Hvad gav vi sidst? Alle disse spørgsmål er relevante, men er ikke de eneste. Og måske ikke de væsentligste.
Hvis der i offentligheden udelukkende er intens interesse for, hvad politikerne og det internationale samfund gør i situationen – altså efter at katastrofen er sket – så risikerer man, at politikere verden over har meget lille incitament til at gøre det, der egentlig ville være bedst for de nødstedte – nemlig at handle før katastrofen indtræder.
Der er ingen tvivl om, at de humanitære organisationers evne til at reagere og koordinere skal styrkes. Det gælder både i forhold til de pludseligt opståede katastrofer som jordskælvet i Pakistan og tsunamien i Sydøstasien og måske endnu mere i forbindelse med de snigende katastrofer som fødevarekrisen i Niger tidligere på året.
En måde at styrke det humanitære arbejde på, er at give de enkelte organisationer penge først på året, så de har mulighed for at gribe ind uden først at skulle ud med raslebøssen.
En hurtigere reaktion betyder, at vi kan spare tid – og menneskeliv – når hjælpen kan gives uden at f.eks. FN-organisationerne først skal udstede appeller, som vi i første omgang skal vente på, at medlemslandene giver tilsagn om at opfylde og som vi efterfølgende skal vente – og håbe på – at de indfrier.
Derudover giver det bedre mulighed for at koordinere indsatsen. I midten af 1990erne var der 16 donorer, som reagerede på krisen i Bosnien. 10 år efter reagerede 92 donorer på tsunamien, så behovet for koordination er stort.
Hvis donorerne holder på pengene til katastrofen er sket og i deres iver for at vise politisk handlekraft sender dette og hint uden blik for, hvad der konkret er behov for, så er vi med til at skabe yderligere kaos i katastrofeområdet.
Det kan i bedste fald betyde en masse spild af skatteborgernes penge – og i værste fald koste mange menneskeliv.
Den måde, vi giver pengene på, er med til at bestemme kvaliteten og effektiviteten af hjælpen.
Heldigvis er der internationalt et stigende antal andre donorer, der ligesom jeg mener, at vi skal give flere midler “i stilhed”. Traditionelt har Danmark været et af de lande, som har givet flest penge “i stilhed” og jeg er glad for, at flere lande nu følger trop. Ikke mindst med deres opbakning til etableringen af en central humanitær fond.
En sådan fond skal kunne udbetale penge straks en katastrofe indtræffer og de første informationer om omfanget er kendt. Fonden skal også kunne udbetale midler til de såkaldte glemte kriser, som ikke tiltrækker de store overskrifter. Målsætningen er, at fonden om et par år skal være på 500 mio. dollar, som løbende genopfyldes.
Altså endnu et “stille bidrag” fra Danmark. Et bidrag som nok desværre glemmes eller overses, når den næste katastrofe indtræder og alle ønsker at se handling her og nu.
Manglende interesse for donorernes løbende indbetalinger af ikke-øremærkede bidrag til f.eks. en central fond giver desværre meget lille incitament for beslutningstagere verden over til at tage yderligere skridt i dén retning, slutter Ulla Tørnæs.
Kilde: Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk
