Intet varer som bekendt evigt. Den frodige, danske have af u-landsorganisationer har i årevis varetaget en ikke uvæsentlig del af Danmarks indsats i u-landene. Det skal vi tilsyneladende fortsat gøre. Men vi skal ikke oplyse om globale forhold mere. I hvert fald ikke for skatteborgernes penge, skriver redaktør Christian Korsgaard på lederplads i Mellemfolkeligt Samvirkes tidsskrift, KONTAKT, der torsdag udkommer for sidste gang. Han fortsætter:
Af Christian Korsgaard
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2006 foreslog udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), at 12 millioner kroner, der hidtil har været til rådighed for organisationers oplysningsarbejde om blandt andet u-lande, nu skal anvendes på konkrete udviklingsprojekter i Syd.
Forslaget blev, som det sikkert er de fleste af KONTAKT’s læsere bekendt, vedtaget af et folketingsflertal i november måned.
Overfladisk set er det en sød gestus – men det er også en noget tom gestus, når man påtænker, at den kommer fra en regering, som for få år siden på voldsomste vis beskar buskene i u-landsbistandens have uden at udvise samme omtanke for de fattige.
Men ligger der mere bag ministerens forslag om at flytte rundt på planterne i haven?
Givetvis ja.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad der vil ske, når konsekvenserne af det manglende oplysningsarbejde om u-lande og globale forhold slår igennem. Den dag samtlige organisationer lægger oplysningsindsatsen om til sultne børn i dagbladsannoncer, raslebøsseindsamlinger på stationer og stort opsatte tvshows i bedste sendetid, vil nødhjælp for alvor afløse udviklingshjælp.
Og så vil det unægtelig blive noget nemmere for afviklings… undskyld, for udviklingsminister Ulla Tørnæs at beskære u-landsbistanden yderligere. Enkelte organisationers mangeårige indsats har således tilsyneladende direkte kurs mod den ministerielle affaldskværn.
Det magasin, du nu holder i hænderne, er det sidste af sin art – og dermed også det første produkt som ender i bemeldte kværn. Efter i 57 år at have næret den danske bevidsthed om en sammenhængende verden hvor både det, der sker på den ene og den anden side af ligusterhækken, har stor betydning, er det nu definitivt slut.
KONTAKT lukker og slukker, for selv om Ulla Tørnæs mener, at vi blot må indstille os på at overleve på markedsvilkår, så er det ret beset en umulig opgave.
Faktum er, at udgiften til et magasin som KONTAKT uden statstilskud overstiger det, de fleste er villige til at betale, når der skal prioriteres i privatbudgettet.
Man kunne så hævde, at KONTAKT ingen berettigelse har, når magasinet ikke kan overleve på markedsvilkår, men Ulla Tørnæs burde være den første til at erkende, at det er uendelig svært at tjene penge på saglig oplysning om u-landene. Hun står dog trods alt i spidsen for et ministerium, som udgiver landets mest udbredte publikation om u-lande – ganske gratis.
Gad vide om den ministerielle kugleramme, der har regnet den med de 12 millioner kroner ud, også vil kunne regne ud, hvor mange eksemplarer Danidas egen avis Udvikling ville udkomme i, hvis abonnenterne skulle betale det, den virkelig koster?
Ulla Tørnæs vil gå over i den danske u-landshistorie som den minister, der på kortest mulig tid har forrettet størst mulig skade. Det er givetvis et eftermæle, som Tørnæs selv kan leve med, men spørgsmålet er, om den brede oplysningsindsats kan?
Svaret vil afhænge af, om u-landsorganisationerne i denne skæbnestund finder sammen i en koordineret indsats, der kan vise ministeren, at vi ikke gør det her for pengenes skyld, men fordi vi tror på, at vi kun kan sikre den folkelige støtte til u-landsbistanden, hvis vi fortsat oplyser skatteborgerne om globale problemstillinger og udfordringer, slutter Christian Korsgaard
