Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) tager onsdag til genmæle mod den udbredte kritik af hendes tanke om at lægge u-landsprojekter ud til en slags folkeafstemning. En kritik Morgenavisen Jyllands-Posten deler og som bladet har givet udtryk for på lederplads (se også “Jyllands-Posten i leder: Uetisk at holde konkurrencer om folks nød”, dato 10.10.05 i rubrikken Dansk bistand på u-landsnyt.dk)
Ulla Tørnæs svarer således i Jyllandsposten (JP):
JP ER PÅ lederpladsen 10/10 kritisk over for Copenhagen Consensus Competition (CCC), som handler om at lade f.eks. fattige afrikanere selv formulere nye utraditionelle forslag til bistandsprojekter og lade en bredere kreds af danskere end de sædvanlige bistandsfaglige eksperter vurdere projekterne.
Jeg er glad for, at JP har opdaget, at der ikke er tale om, at det samlede danske engagement i de fattige lande fremover skal til folkeafstemning.
Der er tale om, at jeg tager initiativ til et enkeltstående projekt, som i størrelsesordenen 1 promille af den danske u-landsbistand har til formål at involvere en bredere kreds af mennesker end de sædvanlige bistandsfaglige eksperter i såvel udarbejdelsen af forslag til bistandsprojekter som vurderingen af disse forslag.
I praksis kommer det til at ske ved, at vi engagerer de fattige i udviklingslandene direkte i formuleringen af bistandsprojekter, som så vurderes i en offentlig proces i Danmark.
4 emner
Projektkonkurrencen vil fokusere på de 4 højest prioriterede emner fra Copenhagen Consensus – hiv/aids, malaria, fejlernæring og adgang til vand/sanitet – samt uddannelse. Initiativet er et forsøg på at gå nye veje for at generere innovative (nyskabende) forslag på bistandsområdet.
Jeg synes – ærlig talt – ikke, at udviklingen i Afrika er så positiv, at vi kan tillade os ikke at tage initiativer til nytænkning. I øvrigt trækker vi her på erfaringer, som Verdensbanken har gjort i flere år med tilsvarende projektkonkurrencer.
Meningen med projektet er også at involvere en bredere del af den danske befolkning i debatten om udviklingsbistand – en debat, der gerne skulle give flere indblik i de svære dilemmaer, der opstår, når man uundgåeligt er tvunget til at prioritere sine ressourcer og ikke kan vælge at tilgodese alle gode formål.
Initiativet skal ikke ses som startskuddet til en revolutionerende ændring af dansk udviklingsbistand eller til, at vi nu langsomt vil indføre nye principper for fordelingen af dansk u-landshjælp. Så jeg forstår ikke den voldsomme kritik.
Hvis initiativet viser sig at afføde innovative forslag eller viser sig at øge interessen for udviklingsbistand udover de professionelle kredse, har JP så nerver til at sige, at man er principielle modstandere af, at projekterne gennemføres?
At faggrænser skal sætte en stopper for, at der kan tænkes kreativt inden for u-landsbistanden, at vi skal lukke debatten inde, at vi ikke kan bruge danskerne til andet end at betale skat og give penge til NGOerne, og ellers skal de ikke have en mening om udviklingsbistand – hvor de i øvrigt godt må have en holdning til alle mulige andre politikområder uden at det nødvendigvis betyder, at politikerne fralægger sig deres ansvar?
Eksperter inddrages
Jeg håber, at JPs holdning ikke betyder, at avisen generelt finder det forkert, at politikere lytter til forslag, som kommer fra mennesker, der ikke beskæftiger sig professionelt med det pågældende område. Det diskvalificerer jo i al fald mange af de holdninger, som JP selv til dagligt udtrykker på lederpladsen.
Der er ikke tale om, at vinderprojekterne ikke skal gennemgå en bistandsfaglig vurdering i Danida før de sættes i værk, og selvfølgelig er det eksperter, der skal gennemføre projekterne.
Tiltror JP overhovedet danskerne evnen til at vælge, hvilken NGO de vil betale penge til, når holdningen åbenbart er, at almindelige mennesker ikke må eller kan have nogen mening om, hvad der er vigtigst at støtte i udviklingslandene?
Indlægget stod i Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag den 12. oktober 2005
