Jørgen L. Tørnæs var ikke i god tro, da han lod sin lettiske driftschef arbejde uden arbejdstilladelse på sin gård, skriver Nyhedsbrevet 3F tirsdag.
Mandag stod udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) mand ellers frem i TV2 og fortalte, at han mente, han handlede i god tro ved fortsat at have den lettiske driftschef ansat. Bl.a. fordi arbejdsmarkedsrådet for Ringkjøbing Amt angiveligt skulle have givet ham grønt lys.
Men det afviser den medarbejder i arbejdsmarkedsrådets sekretariat, som Jørgen Tørnæs talte med dengang.
– Det har vi selvfølgelig aldrig sagt. Vi kunne da aldrig drømme om at sige, at man må arbejde, før man får arbejdstilladelse. Det fremgår tydeligt af reglerne. Det kan vi slet ikke sidde og give lov til, siger jurist og fuldmægtig i arbejdsmarkedsrådets sekretariat Lene Rohde, der er rådets kontaktperson i den slags sager, til nyhedsbrevet 3F.
Det udgives af Fagligt Fælles Forbund, som er en sammenslutning af SiD og Kvindeligt Arbejderforbund, og nu Danmarks største fagforbund.