Ekstra Bladet: Gå dog af, Ulla

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

HVIS ULLA Tørnæs (V) vil gøre regeringen, statsministeren og ikke mindst sig selv en stor tjeneste, meddeler hun hurtigst muligt, at hun går af som udviklingsminister. Da det var den post, der var tilovers til hende ved regeringsdannelsen, betyder det samtidig, at hun forlader regeringen.

Sådan skriver Ekstra Bladet på lederplads mandag under overskriften “Gå dog af, Ulla”. Bladet fortsætter:

DERVED kommer hun en regulær fyreseddel i forkøbet.

Hendes chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen, er rasende. Ikke på grund af noget, hun har foretaget sig i sit ministerium – her har hun næppe nået at lave ulykker endnu – men fordi hun helt åbenlyst ikke har haft styr på, hvad der er foregået på hjemmefronten, godset Krogsdal ved Holstebro, hvor hun bor sammen med sin mand, Jørgen L. Tørnæs.

HER HAR TO letter siden den 1. september sidste år været beskæftiget uden arbejdstilladelse, og ægteparret står nu til en bøde på 120.000 kr. for at have haft illegale østeuropæere i deres sold.

Beløbet viser, hvor alvorligt myndighederne ser på sager af den karakter, og så sent som et par måneder før letterne blev ulovligt ansat på Tørnæs-godset, skærpede Folketinget straffen for brug af illegal arbejdskraft.

DER ER flere grunde til statsministerens raseri.

For det første har han så kort efter Henriette Kjær-sagen ikke brug for endnu et eksempel på, at VK-regeringens kvindelige ministre fralægger sig ansvaret for, hvordan tingene håndteres på hjemmebanen. Og han har slet ikke brug for en affære, hvor en minister personligt kædes sammen med det følsomme spørgsmål om illegalt og ofte underbetalt arbejde fra Østeuropa.

Fagforeningen 3F har meldt Jørgen L. Tørnæs til politiet, så den næste lange tid vil offentligheden blive mindet om de ulovlige arbejdsforhold og en evt. underbetaling på det gods, hvor ministeren bor, og som hendes mand driver.

FOR DET andet kan statsministeren ikke undgå at blive involveret i denne sag, som han hader.

Socialdemokraterne har krævet, at han kommer med en redegørelse, og det er svært at forestille sig Anders Fogh Rasmussen forsvare en minister, der i den grad har kastet skam over hans regering og hans parti.

Regeringens top er lige så ophidset som chefen, og Dansk Folkeparti kræver en redegørelse af Ulla Tørnæs selv.

Det samme gør i hvert fald på de indre linjer Venstres folketingsgruppe. Der koger raseriet, ikke mindst blandt medlemmer med tilknytning til landbruget.

KORT SAGT: Udviklingsministeren står fuldstændig isoleret. Hun har ingen venner tilbage i Venstre, hvor alle helst så hendes afgang omgående.

Men Ulla Tørnæs er ingen Henriette Kjær. Det bliver ikke hende, vi får at se i rollen som angrende synder. Ulla Tørnæs er stædig og vil holde på sin ret til det sidste.

Men hun har været med i politik så længe, at hun kender spillereglerne. Hvis hun venter, til hun bliver sparket ud, får hun aldrig mere en toppost i dansk politik.

Men hvis hun bider sin stædighed i sig og forlader ministeriet, kan hun ad åre få en ny chance.

Så tænk på dig selv, Ulla – og gå af, slutter Ekstra Bladet sin leder mandag.