Børn vil ikke finde sig i klimaforandringer og krige. Det melder de klart ud på Red Barnets nye hjemmeside til skolerne, skriver Red Barnet i en pressemelding onsdag.
Redbarnet.dk/MEGAFONEN er Red Barnets nye hjemmeside, der lytter til børn og unges meninger og tager dem alvorligt. På sitets debatforum skriver børnene for eksempel, at de voksne skal gribe ind over for den udbredte brug af børnesoldater.
“Jeg syntes, det er for ondt. Der burde virkelig være folk, der stoppede sådan noget. Hvor er de folk henne?”, skriver Nuit i debatten på MEGAFONEN.
Hele verdens ansvar
Børnene har også skarpe meninger om klimaforandringerne. Til spørgsmålet: Hvis skyld er det, at miljøet er truet, svarer Ingrid og Camilla:
“Det er alle dem, der er med til at svine miljøet til: Dem der ikke køber økologiske ting, dem, der ikke slukker for lys, computer og andre elektroniske ting. Hvem skal sørge for at løse problemerne? Det skal alle i hele den store verden”.
Formålet med MEGAFONEN er, at samfundets yngste har et sted, hvor de kan komme til orde. Red Barnet vil bringe børnenes holdninger videre til politikere og beslutningstagere i arbejdet for et bedre liv til udsatte børn.
Børn har stærke meninger
Redaktør af MEGAFONEN, Birgitte Kabel, siger:
– Børn og unge har masser af meninger om den verden, de lever i. Dem vil vi gerne lytte til og bruge i vores kamp for børns rettigheder. Samtidig vil vi gerne udfordre børn og unge med skarpe historier, opgaver, spil og meget mere.
På MEGAFONEN er der video, foto, spil og tekster om børn og unges liv i Danmark, Grønland, Afrika og resten af verden.
MEGAFONEN kan bruges i skolen – både i 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Hjemmesiden er bygget op omkring en stribe temaer, f.eks. ”Verdens værste land at overleve i”, ”Shop amok” og ”Vild med mobil”.
Yderligere oplysninger hos Birgitte Kabel, informationsmedarbejder i Red Barnet,
tlf. 50 92 50 82