Red Barnet mangler indsamlere til sin landsindsamling søndag den 7. september, fremgår det af en opfordring i organisationens seneste elektroniske nyhedsbrev onsdag.
Fattigdommen i det vestafrikanske land Sierra Leone er ekstrem og mange børn lever i bjerge af affald og det, der er værre. Det er de børn, Red Barnet samler ind til 7. september, hedder det.
Sierra Leone har verdens højeste børnedødelighed. Hvert 4. barn når ikke at opleve sin femårs fødselsdag. Hver 6. kvinde dør af fødselskomplikationer. Over 70 procent af befolkningen skal overleve for under 5,5 kr. om dagen.
“Hvor langt vil du gå for at redde et barn? Start med at gå 3 timer d. 7. september” lyder parolen til globalt engagerede danskere.
Alle under 18 år, der melder sig som indsamlere, deltager i en konkurrence om X-box, biografbilletter, fodboldtrøjer og andre præmier. Hvis du er under 13 år, skal du følges sammen med en voksen. Hvis du er mellem 13 og 18 år, skal man være 2, der går sammen.
På www.redbarnet.dk kan man se en video med organisationens generalsekretær, Mimi Jakobsen, der netop er vendt hjem fra slumkvarterer i Sierra Leones hovedstad Freetown.
På MEGAFONEN – Red Barnets site for børn og unge – kan du læse en masse om landet, du samler ind til. “Prøv også spillet ”Jagten på Afrikas stjerner” og se TV-spottet, som vi ikke må vise på TV”, lyder det.