Fotoudstilling om børn i krig

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

“Vi lever” hedder en ny fotoudstilling om børn i krig, som vises i København fra torsdag den 21. august til fredag den 12. september

Hvad sker der, når børn tvinges i krig?
Hvordan ser hverdagen ud, når freden kommer?
Hvad kommer det egentlig os ved?

Det er blevet farligere at være barn i et krigsramt land. 6 millioner børn er i de seneste årtier såret eller invalideret i krig. Krigens børn lever med smerte, tab og savn, men også en ukuelig vilje til at komme videre.

Det er den vilje og det håb om en bedre fremtid, man kan møde på Red Barnets fotoudstilling “Vi lever”. Her er der billeder fra Sierra Leone og Angola – lande der er medtaget af mange års krig, fremgår det af en omtale på organisationens website.

– På udstillingen fortæller børnene om deres hverdag med leg, skolegang, venskaber og pligter. Om angst og grumme oplevelser, siger generalsekretær i Red Barnet, Mimi Jakobsen og uddyber:

– Men tilsammen efterlader billeder og ord først og fremmest indtrykket af den råstyrke og det håb, der får børnene til at holde ryggen rank midt i kaos. Det gør, at man går fra udstillingen med både alvor og lettelse – og en tro på, at vi kan gøre en indsats i vores del af verden, så de voksnes krige ikke får lov til at ødelægge børnenes fremtid.

Udstillingen er udendørs på Nytorv midt på Strøget foran Domhuset i København.

“Vi lever” gæster også Århus
Dele af udstillingen kan desuden ses i Bruuns Galleri under Århus Festuge fra den 29. august – 7. september. Udstillingen i Århus er støttet af SAS.

Det er anden gang, Red Barnet afvikler udstillings-initiativet “Vi lever”. I år er billederne taget af fotograf Louise Dyring/Red Barnet. Hun leverer også billeder til Red Barnets internationale alliance – Save the Children og har rejst i bl.a. Angola, Bangladesh, Sierra Leone og Burma.

Sted: Nytorv v. Strøget foran Domhuset i København (IKKE Kgs. Nytorv)
Udstillingen er gratis