En del danskere bruger nu noget af tiden på jobbet til at lave velgørende arbejde. F.eks kan medarbejderne hos pensionsselskabet Skandia hver måned bruge 2 timer på at arbejde for en god sag, skriver DR online torsdag.
– Vi får glade og stolte medarbejdere, og det skaber et godt navn og nogle rammer, der både tiltrækker og fastholder dygtige medarbejdere, siger Skandias direktør Charsten Christensen.
En ny undersøgelse foretaget for Skandia viser, at 80 procent gerne ville arbejde for en god sag, hvis de fik chancen for at bruge lidt arbejdstid på det. Derfor udgiver Skandia i dag en drejebog, som skal gøre det lettere for virksomheder at komme i gang.
Hos Skandia har medarbejderne det sidste halvandet år kunnet bruge arbejdstiden på de gode sager, og det har organisationer som Red Barnet og Børns Vilkår nydt godt af.